Med ikke så meget andet omkring os end grønne græsmarker og et par køer er det nemt at forestille sig vejrbidte mænd og kvinder klædt i skind og pels samle sig her omkring stenene med alvorlige miner.
Vi står på ryggen af Danmarks fjerde nationalpark, Skoldungernes Land, og stenformationen vidner sammen med nærliggende udgravninger af kæmpe forhistoriske haller om, at området her ved Lejre engang var forbundet med magt og storhed.
Ifølge sagnende regerede Skjoldungerne, efterkommerne af Kong Skjold, her omkring år 600 til 950. Sagnene underbygges af arkæologiske pragtfund, der dokumenterer Lejre som hjemsted for stormænd i sen jernalder og vikingetid.
Skibssætningen udgjorde ifølge sagnene en rituel ramme, når vores forfædre skulle sendes afsted til dødsriget.
Et af sagnene om Kong Skjold siger, at folket omkring Lejre, da de led under krig og ufred, bad til guden Odin om hjælp. En dag sejlede et skib ind i Roskilde Fjord for fulde sejl men uden bemanding i sigte. På dækket lå en lille dreng ganske alene imellem skjolde og våben med hovedet hvilende på et kornneg.
Folket var sikre på, at drengen måtte være Odins søn og udnævnte ham til deres konge. For børn og alle med et godt øje til fantasy- og adventuregenren, giver de mange sagn, der knytter sig til Lejre og Skjoldungernes land, en ekstra dimension til oplevelsen af den spændende natur og de kulturhistoriske besøgssteder.
Beowulf på pensum
I England og USA kender mange Skjoldungerne fra heltedigtet om Beowulf, som kom Kong Roar til undsætning, da hans prægtige hal blev hærget af monsteret Grendel. Det berømte oldengelske digt er på intet mindre end 3182 linjer og er på pensum i engelske skoler. Herhjemme er digtet ikke synderligt kendt, men de studerende læser til gengæld islandske sagaer og får kendskab til Skjoldungernes tid og slægt derfra.
I England og USA er der mange, der kender Lejre som stedet, hvor den drageslagende skandinaviske helt Beowulf kom Skjoldungen Kong Roar til undsætning, da hans prægtige hal blev hærget af monsteret Grendel.
Langt mere jordnære og historisk funderede muligheder for at udforske vores fjerne fortid, finder du i Sagnlandet Lejre. Her er der siden 1964 blevet forsket og lavet forsøg for at skaffe viden om, hvordan livet var i stenalderen, jernalderen og vikingetiden. Her kan du føle fortidens levevis på egen krop ved for eksempel at kværne korn til mel, skyde med bue og pil eller sejle i en udhulet træstamme.
I Sagnlandet Lejre kan du føle fortidens levevis på egen krop ved for eksempel at kværne korn til mel, skyde med bue og pil eller sejle i en udhulet træstamme.
I Sagnlandet kan man også lede efter gemte skatte i det mudrede vand med tanke på, at rester af kostbare drikkeglas, sølvmønter, pilespidser og forgyldte smykker er dukket op i områdets muld i nær fortid. Henover sommeren har Sagnlandet særligt fokus på vikingehåndværket. Her får man mulighed for at følge med i det millimeterpræcise billedskærerarbejde på søjler og dørkarme og i den håndværksmæssige produktion af alt fra kister til redskaber.
Danmarks største vikingehal
Et af de største fund, man har gjort i Lejre-området, er ’kongehallen’. Der er fundet rester af flere haller, som er de største i Skandinavien, og som har afløst hinanden igennem tiden. Omridset af nogle af hallerne er i dag markeret med lave tørvevolde, men inden længe kan man få en mere realistisk oplevelse af at stå i en af de enorme vikingehaller.
Sagnlandet er nemlig med store fondsdonationer i ryggen ved at bygge en kopi af den største af hallerne bare to kilometer fra, hvor rester af søjler og fundament fra den originale blev fundet. Resultatet bliver Danmarks største vikingehal på 60 x 12 meter med ti meter til loftet. Ifølge arkæologerne og deres opdagelser har hallen været brugt til fester og til at statuere magt og vælde.
Kongehallen forventes at stå færdig i forsommeren 2020, men grundkonstruktionen med søjler på flere hundrede kilo er allerede rejst og kan opleves på nært hold. Hvordan vikingerne bar sig ad med at fragte træet fra skoven og rejse de enorme bygningsværker, som er designet med stor geometrisk præcision, er lidt af et vidunder og noget, som specialisterne regner med at få mere indsigt i under byggeprocessen.
Gå ud i naturen og ind i historien
Det siges, at Kong Roar, eller hvem der var vært ved de overdådige fester, delte guldringe ud blandt gæsterne foruden mad og mjød i rigelige mængder. Nogle af skattene fra de riges bord har man senere kunne grave op af jorden, og på Lejre Museum kan du opleve nogle af de arkæologiske fund og dykke ned i sagn og historie i både ord, lyd og film. Blandt museets udstillingsgenstande er den store Mannerup-skat, som først blev fundet i 2012. Den lå begravet i nærheden af Osted og bestod af mellem tre og fire kilo sølvringe, mønter og sølvbarrer.
Guld og sølv fra Mannerupskatten.
En anden stor og vigtig skat, som i virkeligheden er meget lille, er den verdensberømte Odin-figur, som dukkede op samme sted som kongehallen. Figuren er kun 1,75 centimeter høj men er rigt detaljeret. Den fornemt klædte person, der antages at være Odin, sidder på en tronstol med en ravn på hver side og et ryglæn bag sig, hvis stolper ender i dyrehoveder, måske slanger, som bider sig fast i tronen.
Den verdensberømte Odin-figur, som dukkede op samme sted som kongehallen.
Lige uden for museet fører Skjoldungestien gående og cyklister videre i alle kompasset retninger, for med Lejre som centrum måtte vejene naturligvis føre hertil fra alle steder på Sjælland. Skjoldungestien fører dig ud i naturen og videre ind i historien. Følger du stien nordpå igennem ådalen, vil du kunne se en række gravhøje på den første del af ruten. De forskellige ruter på Skjoldungestien går igennem store skove, over åbent agerland og langs kysten ved Roskilde Fjord.
Lige uden for museet fører Skjoldungestien gående og cyklister videre i alle kompasset retninger, for med Lejre som centrum måtte vejene naturligvis føre hertil fra hele Sjælland.
Går man på strækningen gennem Boserup Skov, kan man fortsætte langs fjorden helt ind i Roskilde, som blev Sjællands nye, centrale by, efter Lejre mistede sin magtstatus. Inde i Roskilde slår Skjoldungestien en ring om Roskilde Domkirke, som også er en del af nationalpark Skjoldungernes Land. Som kongeslægtens foretrukne kirke siden 1400-tallet fortæller den 1000 år gamle domkirke sin helt egen historie om konger, magt og storhed