En gruppe besøgende står i en lille klump ved hegnet, der markerer overgangen til langstrakte, grønne græsmarker. Attraktionen, der får folk til at stimle sammen, er en flok rødbrune jerseykalve omkring et vandtrug. En gang imellem kigger kalvene op på deres tilskuere med store, uimodståelige øjne, og ingen af gæsterne har travlt med at komme videre i programmet. ”Ja, I må gerne gå ind i stalden,” siger Jeanette Masasila, som guider os rundt på Svanholm Gods. Det er et kæmpe hit for både børn og voksne, at man kan få lov at komme tæt på dyrene og klappe kalvene, fortæller hun.
Rødbrune jerseykalve i stalden på Svanholm Gods.
Svanholm Gods driver et ambitiøst økologisk landbrug og leverer blandt andet al mælken til Hansens Flødeis, men det er også Danmarks første storkollektiv, grundlagt i 1978, hvor 85 mennesker tog lån sammen og købte godset for 32 millioner kroner. Storkollektivets alternative måde at leve på med fællesspisning, overvejende fællesøkonomi og konsensusbeslutninger er en væsentlig del af den fortælling, man kan blive klogere på, hvis man tager med på en guidet søndagstur på godsets område.
Landlig idyl på Svanholm Gods.
”Jeg tror ikke, der er nogen, der har været med på turen, som ikke har stillet sig selv spørgsmålet – kunne jeg bo sådan et sted?” siger Jeanette Masasila, imens vi går fra caféen op imod spisehuset og storkøkkenet. Vi kommer forbi gamle staldbygninger, som nu er indrettet til lejligheder. Oprindeligt boede kollektivisterne i bogrupper, men nu bor folk i egne boliger i forskellige størrelser, fortæller Jeanette.
Jeg tror ikke, der er nogen, der har været med på turen, som ikke har stillet sig selv spørgsmålet – kunne jeg bo sådan et sted?
Jeanette Masasila
Kollektivet er fulgt med tiden men holder stadig fast i mange af de oprindelige værdier fra 70’erne. Der er fællesspisning hver dag. Det står et fast køkkenhold for, og en gang om måneden er der fællesmøde, hvor alle nye tiltag bliver diskuteret igennem, indtil alle kan være med på dem. Foran spisehuset sidder folk og nyder solen, og der er børn, der hopper i trampoliner på den anden side af grusvejen.
Herskab og jordforbindelse
Vi går op til godsets hovedbygning, som er indrettet med lejligheder og også rummer salen, der danner rammerne om det månedlige stormøde – et højloftet rum med lysekrone. Det har i godsets tidligere historie måske været en fornem spisestue. På den anden side af hovedbygningen er der en parklignende have, hvorfra man kan gå ind i en lille skov med afmærkede vandrestier. Det er herskabeligt og nede på jorden på samme tid.
Godsets hovedbygning.
”Vi har alle byfordelene og alle landfordelene i én pakke. Hvis man flytter i hus på landet, skal man til at opbygge et netværk, men det har vi lige ved hånden her, og så er vi meget tæt på naturen og på den mad, vi spiser,” siger Jeanette .
Vi afslutter vores rundtur med en frokost i caféen, hvor sæsonens grøntsager er på menuen sammen med hjemmebagt speltbrød og kød fra eget kvæg. Rundt om os er der hylder med mel, kaffe og delikatesser, som man kan købe med hjem. Det gælder også Svanholms egen marmelade, kødvarer og den helt friske jerseymælk. Grøntsager kan vi købe fra stalddørssalget lige ved siden af, og snart kan vi se frem til jordbærsæsonen og selvpluk på markerne lige udenfor.
Flødeis som i gamle dage
Vi følger ’mælkevejen’ fra Svanholm til stedet, der aftager al den gode mælk og forvandler den til lækker flødeis. Det er ikke længere, end at det passer perfekt til en cykeltur. Solen skinner fra en klar blå himmel med små hvide pufskyer og får den gamle, hvidkalkede mejeribygning til at ligne et motiv på et af Hansens Flødeis’ halvtredsernostalgiske postkort. Men selv i gråvejr vil et besøg i butikken her ved Jægerspris føles som en rejse tilbage til dengang, hvor mælken var i flasker, og mejeristen stod bag disken i hvid kittel og hat.
Hansens Flødeis.
Meget ser ud som dengang her i ismejeriet, men butikken er samtidig med på alle tidens nye gastronomiske trends og har et fristende udvalg af delikatesser fra kvalitetschokolade til saucer og vin. I glasmontren i forlængelse af disken er der oste fra ind- og udland og rullepølse fra Kødsnedkeren. Mange af de råvarer, der bliver brugt i isen, kan man købe med hjem, for eksempel deres egen vanilje og den hjemmeristede nougat med hasselnødder fra Piemonte.
Selv i gråvejr føles et besøg i butikken ved Jægerspris som en rejse tilbage til dengang, hvor mælken var i flasker, og mejeristen stod bag disken i hvid kittel og hat.
Et vildt vaniljemarked
Al Hansens flødeis bliver fremstillet i produktionslokalerne bagved. Mælken henter de selv hjem fra naboen Svanholm og landbruget Stensbølgård, og resten af ingredienserne er nøje udvalgt lokalt og i hele verden. Vaniljeisen er en af Hansens Flødeis’ mest populære varianter, men vanilje hænger ikke på træerne, som man siger. Vaniljemarkedet er helt vildt og en kilde til gangsterlignende historier, især hvis høsten slår fejl, eller plantagerne bliver ramt af en tyfon, fortæller Anders Bang, som er firmaets kommunikationsansvarlige.
Hansens Flødeis.
”Vanilje har samme handelsværdi som sølv og er en råvare, det kræver noget at producere. Der er brug for væbnede vagter ved plantagerne, og alligevel kan man risikere at komme for at hente sin høst og opdage, at den er stjålet eller solgt til anden side,” siger han. Men man går ikke på kompromis med råvarerne her. Ikke noget med ’vaniljearoma’, som man til tider kan finde i ingredienslisten på is i supermarkedets køledisk. Chokoladen får de fremstillet hos en chocolatier i Frankrig, og de samarbejder også med den lokale og verdensberømte chokolademager Mikkel Friis-Holm, som er mindst lige så kompromisløs hvad angår kvalitetsråvarer. Sæsonens nyhed hedder Kongo og er en pindeis med chokoladeovertræk af chokolade, som Friis-Holm har produceret af kakaobønner fra Congo. Indeni er der karamelfudge, og chokoladeovertrækket har fået et drys ristede, knuste kakaobønner.
Vi bestiller en softice, eller en iscreme, som det hedder her. ”Det hedder en iscreme, som det også hed i gamle dage, fordi det er noget andet end softice. Isen er nemlig helt frisk, for der er ikke gået lang tid fra mælken kom fra koen på marken ved siden af, til den bliver blandet med fløde og sukker og er klar til servering,” siger Anders Bang. Tiden er inde til at træffe det svære valg af topping. Valget falder på den hjemmeristede nougat. Ekspedienten må holde isene i strakt arm et par sekunder ekstra, så vi kan nå at tage et isfoto med perfekt retroskær.
Hammershøisk lys ved slottet
Vi forlader den nostalgiprægede isbar og rejser endnu længere tilbage i tiden. Turen går igennem Skibby og forbi Selsø Sø, hvor der er fuglereservat og et fængende smukt landskab under en stor himmel. Efter søen og med Roskilde Fjord på højre hånd ligger Selsø Slot, som mere korrekt er en herregård bygget tilbage i 1570’erne. Den er en af mange herregårde i området omkring fjordene men byder på et unikt tilbageblik i historien. Det særlige ved Selsø Slot er nemlig de velbevarede interiører fra 1700- og 1800-tallet, som man ikke finder andre steder i landet.
”Selsø Slots hovedbygning var ubeboet fra 1829 og helt op til 1970’erne, og derfor blev der ikke restaureret og moderniseret ifølge tidens mode ligesom på de andre herregårde,” fortæller museumsleder Elisabeth Holm Nielsen. I dag kan man derfor opleve papirtapeter, vægmalerier i spændende farvesammensætninger, marmorerede paneler og møbler fra barokken og i andre rum en lysere og mere enkel empirestil, når man går igennem husets to etager. I den store riddersal hænger to store originale guldbarokspejle, og vægmalerierne er malet af hofmaler Hendrik Kock, som også står bag vægmalerier på Rosenborg Slot, Fredensborg Slot og Frederiksberg Slot.
”Næsten uanset vejret så er der et særligt lys, der er med til at skabe stemningen her – måske på grund af beliggenheden ved fjorden,” funderer Elisabeth Holm Nielsen. ”Der kan være noget nærmest Hammershøisk ved lysindfaldet, især i de rum, som er i empirestil, hvor panelerne er gråmalede, tapeterne er stribede, og farverne er dæmpede,” siger hun.
Hammershøisk lys på Selsø Slot.
Det virker helt absurd at tænke på, at nogle af de fornemme rum i perioden uden beboer blev brugt til opbevaring af korn, redskaber og hønsehold, som man kan læse om undervejs på rundturen. Herregården led naturligvis under en del forfald i perioden, men til gengæld blev tapeter, stuk og loftsmalerier bevaret frem for at blive overmalet eller erstattet af nye indretningstendenser. I 1972 overtog journalistægteparret Bernhard Linder og Grethe Gunnar Nielsen forpagtningen og begyndte en nænsom restaurering af hovedbygningen, som i 1973 åbnede som museum.
Historien om den hvide dame
Ligesom mange andre slotte og herregårde har Selsø Slot naturligvis også en historie om en hvid dame, hvis tilstedeværelse kan mærkes af folk med særlige evner. Faktisk er der flere historier om specielle forekomster i de historiske omgivelser, blandt andet om en utilfreds herre i et rum, der måske engang har været et arbejdsværelse eller bibliotek. Der er også flere bud på, hvem det er, der går igen som den hvide dame, og bl.a. den 11. maj kan man være med til at opklare mysteriet ved orienteringsløbet ’Jagten på den hvide dame’.
En af dem, der kunne være den hvide dame, er Anne Munk, som i mere end fjorten år blev holdt indespærret på grund af ’en bedrift’.
En af kandidaterne er Anne Munk, som i begyndelsen af 1600-tallet blev holdt indespærret på herregården af sin mand Mogens Ulfeldt på grund af ’en bedrift’, hun havde begået. Efter mandens død løslod hendes sønner hende, men kong Christian IV fik nys om det og beordrede dem straks at rette op på miseren og at spærre hende inde igen, og hun endte med at være nægtet udgang i fjorten år eller mere. Historierne om den hvide dame og om Anne Munk har gennem tiden givet stof til fantasien, f.eks. til en myte om, at Anne Munk var indespærret i et lille værelse på en indskudt etage, selvom værelset blev bygget nogle 100 år efter Munks død.
Smag på historien
Også kælderetagen på Selsø Slot er meget velbevaret, og her finder man rum, der i 1700-1800-tallet blev brugt som vaskerum, spisekammer og slagterrum foruden det store køkken med åbent ildsted. Indimellem bliver der fyret op i ildstedet igen og lavet mad, når museet har særarrangementer, hvor kokkepigen laver mad efter historiske opskrifter, eller hvor man kan komme på madlavningskursus og f.eks. bage gærvafler sødet med smør og fløde. Når man står her blandt potter, vaffeljern og brænde til ildstedet, er det som om, tiden har stået stille, og man er dumpet direkte ned et sted i historien.
”Man sagde før i tiden, at der er sommerfuglestøv, der har lagt sig, og det synes jeg, er et fint billede på, hvordan man oplever de historiske omgivelser her. Der er noget upoleret over det,” siger Elisabeth Holm Nielsen. Hendes ord giver mening her i bunden af den gamle bygning i øjenhøjde med naturen uden for kældervinduerne. Tilbage på de øvre etager kigger vi ud ad de sydvendte vinduer, hvor der er udsigt til det flade vand på Roskilde Fjord. Lyden af en traktor et sted i nærheden bryder roen og minder om, at det 21. århundrede lurer udenfor.
