VisitFjordlandet

Familieferie i Fjordlandet: Drømmesteders bedste tips til oplevelser for hele familien

Carina Drømmesteder er freelance fotograf og blogger. Denne artikel er et samarbejde.

Voksen og barn går på kyststi langs Roskilde Fjord omgivet af grøn natur og udsigt til det blå vand.
Foto: Carina Drømmesteder

Fjordlandet ligger kun en halv times køretur fra København, og alligevel føles det som at træde ind i et helt andet tempo. Her er ingen store menneskemængder, og de mange oplevelser ligger spredt mellem fjordene, skovene og byerne. Her finder du både kendte attraktioner og små skjulte perler. I Fjordlandet handler ferien ikke om at nå mest muligt, men om at blive hængende lidt længere, når man lige får lyst.

Vi er blevet trukket tilbage til vikingernes tid, nydt måltider midt i bindingsværksidyl, badet, overnattet skønne steder og spist måske Danmarks bedste is og mere til.

Velkommen til vores personlige familieguide til Fjordlandet – fuld af inspiration til ekstra krydder på det afslappende ferieliv, hvor du hele tiden har udsigt til naturen. 


*Vi har som familie besøgt Fjordlandet af to omgange, sommeren 2025 og 2026. Vi har også haft vores hund med begge gange, og han har stornydt det lige så meget som os.

Del 1: 
Et udsigtspunkt, en kaffepause og den lille havecafé

Familie på vandretur langs stien i Ejby Ådal med udsigt over kystlandskab, grønne skråninger og fjorden.
Foto: Carina Drømmesteder

Ejby Ådal: Bakker, fjordudsigter og wow-stemning


Ejby Ådal blev vores første stop i Fjordlandet og måske også vores første lille forelskelse i området. Et mindre eventyrlandskab, hvor gåturen fører dig gennem de smukke bakker med udsigt over Isefjorden. 
Turen er omkring 3 km lang, og du kan både gå den som et loop eller frem og tilbage. Uanset hvilken vej du vælger, tror jeg helt naturligt, at du kommer til at stoppe op flere gange for at få det hele med. For selvom vi fik oplevelsen i regnvejr, er der stadig wow-stemning.  
For børnene var det en perfekt måde at få brændt lidt energi af og på varme solskinsdage, forestiller jeg mig, at det må være svært ikke at få lyst til at tage et dyp i fjorden. Glem ikke at gå en tur op til Mortens Høj, hvor du bliver belønnet med den bedste udsigt over området. 
Find forslag til gåturen her

Luftfoto af Sealevel Kaffebar ved kysten med udsigt over fjorden, lystbådehavn og det omkringliggende landskab.
Foto: Carina Drømmesteder

SeaLevel Kaffebar: Kaffe, mad, keramik og udsigt til Isefjorden og Orø


Herefter fortsætter vi lidt længere mod nord, hvor et lille rødt hus med udsigt til fjorden og Orø-trækfærgen pludselig dukker op. Sealevel Kaffebar er sådan en lille familiedrevet kaffebar, 
hvor Christian har en stor passion for de gode kaffebønner, mens Stephanie elsker at skabe håndlavet keramik, som alt maden bliver serveret på og i. Så hyggelig stemning her med luksus surdejstoast, saft, kaffe og den bedste udsigt. 

Du finder også et udvalg af romkugler, kanelsnegle, Hansens Is mm. Og en stak spil, som netop inviterer til, at det bare er hyggeligt, hvis man har lyst til at blive hængende lidt længere. Og det havde vi – for her er tale om et ægte hyggested.

Voksen og barn spiller skak ved et bord med udsigt over fjorden gennem de store vinduer på SeaLevel Kaffebar.
Foto: Carina Drømmesteder
Servering med grillede sandwiches og drikkevarer på træbord hos SeaLevel Kaffebar.
Foto: Carina Drømmesteder

Chefs Cottage and Garden Café: Nyd en frokost i den hyggelige have 


Et andet stop, du ikke bør gå glip af, er denne søde lille havecafé, Chefs Cottage and Garden Café. Især hvis du, ligesom os, ikke kan stå for en smuk have med 47 forskellige slags træer, en stor køkkenhave, et charmerende bindingsværkshus og skønt værtskab i form af Susanne. Det er ægte dansk idyl, at sidde her midt i haven og få lov til at nyde en lækker hjemmelavet, økologisk frokost.

Familie nyder et måltid ved et bord i den frodige have hos Chefs Cottage and Garden Café omgivet af grønne planter og træer.
Foto: Carina Drømmesteder
Bord dækket med hjemmelavede retter, salater, brød og tilbehør serveret udendørs hos Chefs Cottage and Garden Café.
Foto: Carina Drømmesteder

Husk, at du må bestille bord dagen før, både af hensyn til planlægningen og for at undgå unødigt madspild. Det er muligt at spise her hele året, så på dage, hvor vejret ikke arter sig til udendørs spisning, kan du nyde dit måltid indenfor – om vinteren tændes der også op i pejsen. 

Luftfoto af Chefs Cottage and Garden Café med stråtækt bygning, frodig have og velanlagt køkkenhave omgivet af grønne træer.
Foto: Carina Drømmesteder
Hyggelig gårdhave ved Chefs Cottage and Garden Café med stråtækt bygning, blomstrende bede og udeservering i grønne omgivelser.
Foto: Carina Drømmesteder

Del 2:
 Midgårdsormen, skovstier og en særlig grøn oase tæt på Roskilde

Barn balancerer på en træstamme ved Midgårdsormen i Boserup Skov, omgivet af høje træer og grøn skovbund.
Foto: Carina Drømmesteder

Boserup Skov: Midgårdsormen og den skjulte skrænt


Få kilometer udenfor Roskilde by finder vi Boserup Skov, som er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land. Her er der plads til både mountainbike, vandreture og det, børnene synes var det sjoveste: Midgårdsormen og Lerskrænten. 

Vi parkerede ved Boserupvej 100, hvor den 300 meter lange Midgårdsorm starter for enden af parkeringspladsen. Den er bygget af træstammer og små balanceudfordringer, som børnene straks kastede sig over, mens vi bevægede os gennem skoven og ud til fjorden.

Herefter fortsatte vi ad stien mod Lerskrænten, som dukker op, når man bevæger sig videre øst langs fjorden. Når du når toppen af Lerskrænten, står du pludselig side om side med de svajende bøgetræer og den smukke udsigt over skrænten og fjorden. Bemærk, skrænten er stejl og kan være glat, så jeg vil ikke anbefale den til små børn. Med godt fodtøj og lidt forsigtighed kan området danne rammen for mange timers leg og sjov. Ikke mindst ved det rolige fjordvand. 
Turen er i alt 2,5-3 km. 

Selvom vi har oplevet så meget på vores ture til Fjordlandet, ved vi allerede nu, at vi vil tilbage.
Voksen og barn går på kyststi langs Roskilde Fjord omgivet af grøn natur og udsigt til det blå vand.
Foto: Carina Drømmesteder

Sct. Hans Have: Det grønne åndehul med café, havebutik og gartneri


Efter at have krudtet energi af i skoven og ved fjorden var det oplagt at køre ca. 4 km mod øst til Sct. Hans Have, hvor legen skiftes ud med blomsterbede, drivhuse og grønne haverum. Her er både café, havebutik og gartneri, hvor bær, frugter og blomsterne dyrkes økologisk, som det har været lige så længe, som der har været psykiatrisk hospital, gennem 200 år. Sct. Hans Have er i dag en socialøkonomisk virksomhed, der med afsæt i stedets historie har til formål at fremme mental sundhed. Og det er virkelig noget, man mærker blandt farver, dufte og smagsoplevelserne.

Familie sidder ved et bord i det grønne caféområde i Sct. Hans Have omgivet af træer, urter og frodig have.
Foto: Carina Drømmesteder
Bord dækket med økologisk salat, brød, drikkevarer og blomsterdekoration i caféen ved Sct. Hans Have.
Foto: Carina Drømmesteder

Del 3: 
Sommerdage med strand, is-maver og bondegårdsliv

To børn udforsker det lave vand og stenene langs kysten ved Tarzanskrænten i Frederikssund.
Foto: Carina Drømmesteder

Kulhuse Strand: Måske Fjordlandets bedste badestrand 


Fjordlandet er måske ikke kendt for de brede sandstrande, som vi kender dem fra Vesterhavet. Til gengæld skal du glæde dig til små familievenlige badeområder langs fjordene, hvor vandet ofte er lavt og roligt. Virkelig helt perfekt for os, der elsker krabbefiskeri og badeture uden store bølger. Her kan man plaske rundt i vandkanten og nyde den rolige udsigt. En af vores absolutte favoritsteder blev Kulhuse Strand. Her kører du helt til enden af Kulhusvej og rammer toppen af Hornsherred, hvor en lækker sandstrand venter og ved havneområdet kan der fanges krabber.

Voksen og barn bader i det rolige vand ved Kulhuse Strand med udsigt over fjorden under en skyfyldt sommerhimmel.
Foto: Carina Drømmesteder
Familie og hund nyder udsigten over fjorden fra det grønne strandengsområde ved Kulhuse Strand under en dramatisk sommerhimmel.
Foto: Carina Drømmesteder

Tarzanskrænten: Bare tæer, sand og udsigt til fjorden


Et andet lille stop, som giver meget af den samme følelse som Lerskrænten i Boserup Skov, var Tarzanskrænten. Det er endnu et af de steder, der føles som en lille skjult perle, gemt væk bag bøgetræerne og med den fineste udsigt til fjorden. 

To børn nyder udsigten over Roskilde Fjord fra et skovklædt udsigtspunkt ved Tarzanskrænten.
Foto: Carina Drømmesteder

For at komme hertil parkerer du ved den lille offentlige parkeringsplads langs Færgelundsvej. Herfra er der kun en lille gåtur på et par hundrede meter gennem bøgeskoven, før du står ved den stejle sandskrænt, kaldet Tarzanskrænten. Her smed drengene skoene, og så blev der ellers leget og løbet op og ned af sandskrænten. Vær opmærksom på, at det kan være meget udfordrende for helt små børn og gangbesværede. 

To børn klatrer på den stejle sandskrænt ved Tarzanskrænten i Frederikssund ved hjælp af et reb.
Foto: Carina Drømmesteder
Familie og hund på stranden ved Tarzanskrænten omgivet af klinter, drivtømmer og kystnatur.
Foto: Carina Drømmesteder

Hansens Iscafé: Måske Danmarks bedste is-stop


Selvom vi er fans af rugbrødsmadpakker på tur, så er vi også ret enige i mottoet ”Man kan ikke spise rugbrød hele tiden”. Efter en omgang leg og madpakker var det tid til noget ekstra lækkert, så blot 7 minutters kørsel senere, gjorde vi stop ved det, vi kalder Danmarks måske bedste is-stop: Hansens Iscafé.

Facaden på Hansens Is Café med udendørs siddepladser foran den historiske bygning under blå himmel.
Foto: Carina Drømmesteder

Vi elsker Hansens is, så der var noget helt særligt over endelig at besøge mejeriet og caféen, som er samlet under samme tag. Her er det fjerde generation, brødrene Anders og Rasmus, der viderefører kærligheden til isuniverset, som begyndte tilbage i 1922. Isen er økologisk og produceret på mælk fra lokale gårde, og man ved bare, at her er kvalitet tænkt ind i alle detaljer. 

To børn ser på, mens en medarbejder serverer frisklavet is ved disken hos Hansens Is Café.
Foto: Carina Drømmesteder
Barn taler med en medarbejder fra Hansens Is Café i den hyggelige café omgivet af isprodukter og interiør i retrostil.
Foto: Carina Drømmesteder

Bondegårdsferie med plads til hele familien


Vi fortsætter med at blive i denne del af Fjordlandet, denne gang til et særligt lille overnatningssted, som vi har besøgt af flere omgange, både i og uden for højsæsonen. Nordgården – ferie på landet. Her er tale om en ægte ferieoase. En lille overskuelig bondegård med lige præcis det, der skal til for at vores børn glemmer, at der findes andre steder end lige her.

Luftfoto af Nordgården omgivet af marker og landbrugslandskab med udsigt mod fjorden i morgensol.
Foto: Carina Drømmesteder

Heste, får, grise, høns, kaniner, katten Viggo og hunden Alma og en dejlig indhegnet have med plads til leg gør, at Nordgården bliver en ferieoplevelse i sig selv. Det er den søde Sarah aka bondekonen, der tager imod jer og står for mange af aktiviteterne, såsom dyrerunde, ridning, bålhygge og lignende (obs. aktivitetsmulighederne er afhængig af sæsonen og det ophold, du efterspørger).

Familie fodrer får på marken ved Nordgården, hvor børn og voksne kommer tæt på dyrene i landlige omgivelser.
Foto: Carina Drømmesteder
Barn klapper en langhåret kanin i dyreområdet på Nordgården.
Foto: Carina Drømmesteder

Ved vores seneste ophold lejede vi nogle af Sarahs elcykler (børnenes havde deres egne cykler med), og begav os ud på en af hendes foreslåede cykelruter. At vi havde valgt en dag i regnvejr, gjorde bare, at vi alle følte os dobbelt seje efter 14 km op og ned ad små landeveje med flotte udsigter. Appetitten var også blevet stor, og der var det altså så luksus at vende hjem til de hyggelige ferielejligheder med eget varmt bad og store køkken til at lave aftensmad. Og det er nok noget af det, der gør Nordgården så skøn. Her er masser af oplevelser i nærområdet, hvis man søger et ekstra lille eventyr, men der er også plads til bare at være og finde sit eget tempo. 

Familie cykler ad en grøn og træomkranset landevej med cykler fra Nordgården Cykeludlejning.
Foto: Carina Drømmesteder
Rustik trælåge og sti langs den hvidkalkede bygning på Nordgården omgivet af frodig have og grønne træer.
Foto: Carina Drømmesteder

Del 4: 
Til dig, der vil opleve historien på egen krop og sove under åben himmel

Luftfoto af den snoede trætopsti i Sagnlandet Lejre omgivet af grøn skov, natur og åbne områder.
Foto: Carina Drømmesteder

Sagnlandet Lejre: En dag midt i historien  


Sagnlandet Lejre er et stort udendørs museum, hvor du med det samme får følelsen af at træde direkte tilbage i historien. Her bliver fortiden atter gjort levende med vikingernes kongehal, jernalderlandsbyen og gamle gårde, der tilsammen skaber oplevelsen af at blive en del af en vigtig historisk fortælling. Personalet går så meget ind i deres roller, hvilket gør oplevelsen ægte og nærværende, samtidig med at de formidler på et niveau, hvor alle kan være med. 

Barn sidder på den store udskårne Midgårdsorm i træ på legeområdet i Sagnlandet Lejre.
Foto: Carina Drømmesteder

Vi var der fra åbning til lukketid, og alligevel føltes det ikke som nok. Det var endda en helt almindelig hverdag uden en masse ekstra aktiviteter, men tiden fløj afsted for os. Vi prøvede alt fra at hugge brænde, kværne mel, ro i båd, lege på den store Midgårdsorm og mere til. Drengene var så optagede, ikke mindst da vi besøgte Danmarks største vikingehal, som er opført på baggrund af udgravninger kun 3 km herfra. Her fik de talt og leget med en, de stadig er i tvivl om, var en ægte viking. 

Barn og voksen prøver at male korn på traditionelle kværnsten i det historiske miljø i Sagnlandet Lejre.
Foto: Carina Drømmesteder
Barn og formidler med skjolde i Kongehallen i Sagnlandet Lejre, hvor besøgende kan opleve vikingetidens kultur og historie.
Foto: Carina Drømmesteder

Til frokost spiste vi i den hyggelige bindingsværkscafe, ”Café Hvidesøhus”. Et skønt tip er, at din entrébillet, giver gratis adgang resten af året. Det benyttede vi os allerede af dagen efter til et par ekstra timer, en rigtig god måde at runde oplevelsen af. 

To børn går gennem det historiske jernaldermiljø i Sagnlandet Lejre med stråtækt rundhytte og grønne omgivelser.
Foto: Carina Drømmesteder
Barn leger ved den store udskårne Midgårdsorm i Sagnlandet Lejre, omgivet af græsarealer og historiske omgivelser.
Foto: Carina Drømmesteder

Overnatning i shelter: Lavringe Å shelterplads 


Efter en køretur på ca. 10 minutter fra Sagnlandet Lejre ramte vi vores overnatningssted for natten. En oplagt og en naturlig forlængelse at fortsætte i samme simple og langsomme tempo. Selvom regnen kom, fik vi alligevel tændt op i bålet, lagt liggeunderlag og soveposer klar og ja, så stoppede regnen heldigvis igen. Resten af aftenen gik med snak, kortspil og godnatbøger. Og så passede disse to shelters perfekt til dagens tema, da de rager op mod himlen, som stævnen på et vikingeskib. 

Der findes et muldtoilet ved pladsen, men husk selv at medbringe rigeligt vand og øvrigt udstyr. Få skridt herfra løber den 50 km kendte vandrerute, Skjoldungestien, så stedet er også et oplagt valg, hvis du er på vandreferie i området.  

Find link til booking af Lavringe Å Shelterplads.

Luftfoto af Lavringe Å Shelterplads med shelters, bålplads og grøn skov omgivet af tæt vegetation.
Foto: Carina Drømmesteder
Familie samles omkring bålpladsen ved Lavringe Å Shelterplads med shelter, grill og grønne omgivelser.
Foto: Carina Drømmesteder

Hegnsholt: Landliv, lokale råvarer og gårdbutik 


Vi fortsatte lige lidt endnu med alt det gode herude i den friske luft. Under én km fra shelterpladsen fandt vi nemlig Hegnsholt. 

Gårdsplads med caféborde og historiske bygninger hos Hegnsholt Økologisk Landbrug og Gårdbutik.
Foto: Carina Drømmesteder
Udvalg af økologiske grøntsager og råvarer i gårdbutikken på Hegnsholt, præsenteret i kurve og trækasser.
Foto: Carina Drømmesteder

Et økologisk landbrug med gårdbutik og lille café, hvor vi kunne hygge os med kaffe, lækkert surdejsbrød, is og kanelsnurrer. Ja, bare en helt masse lækkert, som var svært at sige nej til efter en nat i shelter. Vi kom også til at købe lidt ekstra med hjem, for her er fyldt med lækre lokale grøntsager, æg, kornprodukter og meget mere. På mange måder, er det steder som dette, der igen minder os om hvad Fjordlandet kan, når det kommer til natur, nærvær og gode lokale smagsoplevelser. 

Hyggeligt caféområde i Hegnsholt gårdbutik med langborde, bænke og udsigt til gårdspladsen gennem store vinduer.
Foto: Carina Drømmesteder
Gæst nyder en grøn økologisk drik i den rustikke gårdcafé hos Hegnsholt Økologisk Landbrug og Gårdbutik.
Foto: Carina Drømmesteder

Selvom vi har oplevet så meget på vores ture til Fjordlandet, ved vi allerede nu, at vi vil tilbage. Både til genbesøg til flere af feriefavoritterne, men også for at finde endnu flere af de skjulte perler, som området gemmer på. For det er netop det, vi synes, Fjordlandet kan – skabe ferieminder i et roligt tempo, hvor hele familien kan være med. 

Solnedgang over fjorden i Fjordlandet med en person stående på sten ved vandkanten og udsigt over det rolige vand.
Foto: Carina Drømmesteder