©  Foto:

Lavringe shelterplads

Overnat i arkitekttegnede vikinge-sheltere midt i Lejres historiske landskab, fredeligt beliggende på et næs omgivet af Lavringe Å.

Arkitekttegnede vikinge-sheltere i særklasse

Lavringe Shelterplads rummer to unikke sheltere, hver med plads til op til seks personer. Shelterne er tegnet af arkitektfirmaet NORRØN og har et markant udtryk inspireret af stævnen på et vikingeskib. Formen refererer direkte til nationalparkens sagnomspundne fortid og skaber en overnatningsoplevelse, der adskiller sig tydeligt fra traditionelle sheltere.

Placeringen på et næs, omgivet af åløb og åbent landskab, giver en særlig fornemmelse af ro, nærhed til naturen og udsyn til omgivelserne.

Overnatning, booking og adgang

Overnatning på Lavringe Shelterplads er gratis og åben for alle. Er I op til 10 personer, kan shelterne benyttes efter først-til-mølle-princippet, men de kan også bookes gratis via Friluftsguiden. En gyldig booking giver fortrinsret, hvis bookingbekræftelsen kan fremvises. Booking kræver oprettelse af en profil på Friluftsguiden.

Er I mere end 10 personer, skal der – ud over booking på Friluftsguiden – også søges tilladelse hos Lejre Kommune via kommunens selvbetjeningsløsning for udendørs arrangementer.

Det er ikke muligt at køre i bil helt frem til eller parkere ved shelterpladsen. Adgangen sker til fods ad Skjoldungestierne eller på cykel via Istidsruten, hvorfra man drejer ad en markvej over for Lejrevej 54 mod Lavringe Å. Der er cirka 2,5 km til Lejre Station, hvilket gør pladsen velegnet til både vandre- og cykelture med overnatning undervejs.

Faciliteter og ophold

På shelterpladsen findes en bålplads, som indbyder til madlavning og samvær. Lejre Kommune leverer jævnligt brænde, og det er tilladt at sanke nedfaldsbrænde i det omkringliggende krat. Derudover er der etableret muldtoilet på pladsen.

Shelterne er indrettet, så de giver mulighed for både fællesskab og privatliv, og de kan benyttes af familier, mindre grupper samt vandrere og cyklister på gennemrejse. Pladsen anvendes også i forbindelse med lokale aktiviteter og friluftsliv for skoler og børnehaver.

Vandreruter, cykling og oplevelser i området

Lavringe Shelterplads ligger direkte ved Skjoldungestierne, hvor delruten mellem Gl. Lejre og Osted passerer lige forbi. Skjoldungestierne fører gennem et varieret landskab præget af ådale, marker, skov og kulturhistoriske spor fra vikingetid og middelalder.

Cykelrute 44, Istidsruten, ligger cirka 400 meter fra shelterpladsen og giver adgang til længere cykelture gennem Sjællands istidslandskaber. Kombinationen af vandre- og cykelruter gør shelterpladsen ideel som base for aktive naturoplevelser, flerdagsture eller en rolig pause i et historisk og naturskønt område.

Share your wonders:

VisitFjordlandet © 2026
Danish