Roskilde Domkirke - UNESCO-verdensarv og 800 års royal historie
Roskilde Domkirke er Danmarks vigtigste kirkebygning; en gotisk middelalderkatedral, kongelig gravkirke og udpeget af UNESCO som Verdensarv.

Tag toget til Roskilde, Lejre og Frederikssund – og oplev det bedste af Fjordlandet.
Fra Københavns Hovedbanegård kan du tage S-toget til Frederikssund. Eller tage regionaltoget direkte til Roskilde og Lejre St. på bare 25 minutter. Stå af toget, hvor som helst i Fjordlandet, og få nye oplevelser – og spar penge på en behagelig togrejse med DSB Orange eller et Rejsepas.
Så stig om bord, læn dig tilbage i sædet, og lad toget tage dig til oplevelser i Fjordlandet og Nationalpark Skjoldungernes Land.
Kun 25 minutter fra København ligger Roskilde hævet over landskabet, smukt beliggende ved Roskilde Fjord. Her får du historie, kultur og natur i rigelige mængder – og dertil indbydende restauranter, hvor du kan tanke op og fordøje alle oplevelserne.
Fortællingen om Roskilde og omegn går tilbage til vikingetiden og middelalderen, og blandt de største attraktioner er Roskilde Domkirke med kongegravene og den imponerende arkitektur, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Roskilde formår også at tiltrække unge besøgende: Museet Denmark’s Rock Museum byder på interaktive udstillinger om pop, rock og ungdomskultur, mens Vikingeskibsmuseet med sine aktive værksteder er en fryd for børn. Samtidig er Roskilde en moderne by med gågade for dem, der holder af butikker og caféer.
Her er du tæt på storbyen – langt væk fra hverdagen. Du kan for eksempel tage på opdagelse i Sagnkongernes haller ved Lejre Museum, blive en del af vikingernes dagligdag i Sagnlandet Lejre eller fordybe dig i våbensamlingerne på Egholm Slots våbenmuseum. Glem ikke at indsnuse landluften og alle de grønne herligheder, som har gjort Lejre til en del af Nationalpark Skjoldungernes Land.
Nyd freden til fods ad Skjoldungestierne, som fører dig gennem overdrev og bløde bakker, eller hop på mountainbiken og mærk suset i det udfordrende MTB-spor i Bidstrup Skovene.
Her kan du opleve dejlige sejlture på fjorden, shopping, kunst på J.F. Willumsens Museum og Hansens Flødeis på havnekajen. Snyd ikke dig selv for at opleve Hornsherred – den naturskønne halvø mellem Isefjord og Roskilde Fjord.
Den ligger klods op ad Frederikssund, lige på den anden side af de to broer – Kronprins Frederiks Bro og Kronprinsesse Marys Bro. Herude bliver Frederikssund til landsbyidyl, krydret med seværdigheder som Jægerspris Slot, herregårdsmuseet Selsø Slot, det økologiske storkollektiv Svanholm og de tusindårige egetræer.
Den sydlige del af Hornsherred ved Skibby er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land. Gode optankningssteder er Hansens Ismejeri og Café i Lyngerup på Hornsherred samt Svanholms gårdbutik.