
Ida Anbefaler - I kunstnernes fodspor langs Roskilde Fjord
Hun går i fodsporene på nogle af dansk kunsthistories største kunstnere, som har boet ved Roskilde fjord eller været draget af fjordlandskabet. Tag guiden med og (gen)oplev naturen, landskaberne og byerne langs fjorden med nye øjne – kunstens øjne.
Kunstnernes fjordlandskab
Landskaberne omkring Roskilde Fjord er helt særlige. Nogle steder er det fladt, mens man andre steder kan komme lidt op i højden og se ud over skiftende marker, skove og fjorden. Dertil kommer flere små og større byer langs fjorden, og alt dette har i mange hundrede år tiltrukket kunstnere til området.
Fjorden er også i sig selv kunstnerisk interessant, da vandet spejler himlen og dermed bidrager til en mere intens lysvirkning i området.
Brug denne guide som inspiration til en tur ud i fjordlandets landskaber – på cykel, i bil eller eventuelt med bus.
L.A. Ring – Roskilde og Sankt Jørgensbjerg
Vi starter i Roskilde, hvor mange kunstnere gennem tiden har boet og været tiltrukket af den historiske bymidte samt den markant bakkede by med flere fine udsigter over fjorden.
En af de vigtigste kunstnere med bopæl i Roskilde er L.A. Ring (1854–1933). Efter at have boet flere andre steder på Sjælland flyttede Ring, hans hustru Sigrid og deres tre børn til Roskilde i 1914. Her lod de opføre en villa på toppen af Uglebjerg på Sankt Jørgensbjerg med udsigt over fjorden, de gamle hustage og Roskilde Domkirke.
L.A. Ring er en hovedskikkelse i dansk kunsthistorie som naturalist, realist og symbolist.
Besøg L.A. Rings atelier
I Brøndgade 1 købte Ring også et lille hus, som skulle fungere som hans atelier. Går du dertil i dag, kan du besøge L.A. Rings Atelier med skiftende udstillinger og formidlingstiltag. Bevæger du dig om i den bageste del af haven, kan du nyde den smukke udsigt over Sankt Jørgensbjergs hustage og kirken.
Niveauforskellene på Sankt Jørgensbjerg og de meget autentiske huse fra slutningen af 1700-tallet inspirerede Ring til en lang række motiver fra området.
Med en folder fra Rings Atelier i hånden kan du gå i fodsporene på endnu flere af hans motiver.
Udsigt over Roskilde
I et andet motiv har Ring vendt blikket ind mod Roskilde by. Udsigten stammer muligvis fra hans villa, og det er vinter, som det ofte er tilfældet i Rings landskabsmotiver.
Hustage med tøsne, nøgne trækroner, elmaster og den grå himmel er alle meget karakteristiske elementer i L.A. Rings motivverden.
Domkirken ligner sig selv, men derudover er meget nu forandret. Enkelte huse i området er bevaret den dag i dag, men ellers er der bygget meget til.
Fortidsminder i landskabet
Nu går turen videre ud i landskabet, i historiens vingesus. De tydeligste fortidsminder på strækningen mellem Roskilde og Frederikssund er de stendysser, man flere steder kan møde i landskabet.
I begyndelsen af 1800-tallet begyndte Nationalmuseet at registrere fortidsminder rundt omkring i landet, og flere udgravninger blev sat i gang. Det var noget, som kunstnere og forfattere interesserede sig for i nationalromantikken (også kendt som Guldalderen), hvor historie, sagn, myter og arkæologi blev populære emner at beskæftige sig med.
Vi kender det for eksempel fra Adam Oehlenschläger og hans interesse for guldhornene, men også inden for billedkunsten var der et hav af kunstnere, som fandt fortidsminderne i landskabet interessante at skildre.
Kunstneren J. Kornerup (1825–1913) var også arkæolog, og han forenede sin faglige viden og sit kreative talent i en række akvareller. Motiverne blev især hentet i og omkring Roskilde, hvor han boede.
Mange af hans illustrationer blev anvendt i udgivelser som Danske Mindesmærker og Trap Danmark. Karakteristisk for dem er, hvordan dysserne indgår som en naturlig del af landskabet, typisk med mos på overfladen og vilde planter, der vokser rundt omkring.
Hødyssen, som ligger på Sognevej øst for Gundsømagle, er et af disse fortidsminder og kan stadig let ses i dag. En anden stendysse ved Hejnstrupvej er i dag mere vanskelig at komme til, men tegningen fra 1864 med Roskilde Domkirke i baggrunden giver til gengæld et skønt indtryk af området, som det så ud dengang.
Gå selv på opdagelse i området for at finde flere af områdets gravhøje og stendysser.
Vilhelm Hammershøi i Gundsømagle
Du har måske hørt om maleren Vilhelm Hammershøi (1864-1916), men vidste du, at han også har bevæget sig i Fjordlandets landskaber? Det er svært at sige, hvor dette maleri præcis er malet, men det er fra Gundsømagle og fra hans unge dage som kunstner.
Hammershøi er primært kendt for sine skildringer af tomme stuer, ofte med hustruen Ida som model, men landskabsmaleriet beskæftigede han sig også med.
Især om sommeren tilbragte han flere uger på landet, hvor han lejede sig ind på gårde. Herfra kunne han male motiver som dette, der rummer hans karakteristiske lette flimrende malestil. Landskabet er skildret med dæmpede farver, og trækronerne er nærmest vibrerende imod lyset på himlen.
Hammershøi var helt sin egen og førte landskabsmaleriet ind i en ny epoke, stærkt inspireret af fotografiets fremkomst.
I Gundsømagle kan du også opleve skoven og den unikke rørskov.
H.A. Brendekilde i Jyllinge
Nu kommer vi til Jyllinge ved Roskilde Fjord. Her i denne idylliske by ved fjorden med gamle bindingsværkshuse og flotte udsigter over fjorden, bosatte maleren H.A. Brendekilde (1857-1942) sig i 1923. Her hentede han inspiration fra det landlige liv i området.
Brendekilde var gode venner med L.A. Ring, og som unge delte de atelier og lejlighed i København. Som gamle bosatte de sig igen i nærheden af hinanden og blev i starten af 1900-tallet en del af et mindre kunstnerfælleskab langs Roskilde Fjord.
Ligesom Ring var Brendekilde som ung en socialrealistisk maler med stor succes, men senere blev han mere romantisk og idyllisk i sit udtryk.
Maleriet af en lille pige siddende på en sten langs en markvej hører til blandt Brendekildes sene, næsten romantiske motiver. Det sjove er, at stiller man sig flere steder i den gamle bydel af Jyllinge, så er udsigten stort set den samme den dag i dag.
Du kan f.eks. besøge Fjordglimts Café og Kulturhus, hvorfra du har næsten den samme udsigt til Lilleø i Roskilde Fjord som dengang.
Øerne i Roskilde Fjord
Maleren Johannes Larsen (1867–1961) forbinder de fleste med Fyn. Tegningerne her stammer dog fra Eskilsø midt i Roskilde Fjord. Ser du godt efter, kan du ane Roskilde Domkirke i baggrunden.
Øen er den største i Roskilde Fjord, og Johannes Larsen opholdt sig her i forbindelse med bogprojektet De danskes øer, som han illustrerede. På sin helt egen karakteristiske måde har han indfanget både øens landskab med kornmarker og flyvende fugle samt fjordens hav med sten og det flade fjordlandskab.
I motivet, som har udsigt ind mod Roskilde, fornemmer man, hvordan fjorden og himlen går i ét. Med tætte, sorte tuschstreger har Larsen forsøgt at skildre, hvordan regnen falder over landskabet.
Johannes Larsen er især kendt for sine skildringer af fugle, dyr og landskaber. Stærkt inspireret af de franske impressionisters metoder var han optaget af øjebliksskildringer og friluftsstudier, hvilket tegningerne fra Eskilsø er et godt eksempel på.
J. Th. Lundbye – skrænter langs Roskilde Fjord
Nu tager vi et hop over på den anden side af fjorden, til strækningen langs østsiden af Færgelunden.
Overdrivelse fremmer forståelsen, plejer man at sige, og det er også tilfældet her. Guldalderkunstneren J. Th. Lundbye (1818–1848) viede sit alt for korte liv til at male det danske landskab.
I 1830’erne og 1840’erne herskede en stærk nationalfølelse, der fokuserede på Gud, konge og fædreland samt det særligt danske – herunder naturen, fortidsminderne og slottene.
Lundbye rejste meget rundt i landskabet, blandt andet ved Jægerspris. Han ønskede at male en dansk kyst og lod sig inspirere af kysten ved Kitnæs (i dag Kignæs).
Maleriet var ikke et udtryk for en specifik kyststrækning, men snarere et billede på den ideelle danske kyst i en romantisk gengivelse, helt i tråd med tidsånden i starten og midten af 1800-tallet.
Bemærk de to mennesker og hesten, der står i forgrunden; størrelsesforholdet mellem dem og naturen er slående. På toppen af skrænten vokser både fyrretræer og løvtræer, og Lundbyes interesse for geologi er også tydelig i motivvalget af den markante skrænt.
Går man langs kysten i dag, ligner den måske ikke helt maleriet, men det er interessant, at netop denne strækning har inspireret Lundbye til et af dansk kunsts absolutte hovedværker.
Nordskovens ældgamle egetræer
Jægerspris Nordskov er kendt for flere meget gamle egetræer. Bl.a. Danmarks ældste træ, Kongeegen og Storkeegen der har en alder på ca. 800 år. I dag er der kun resterne tilbage, men tilbage i 1843 var den stadig i live, hvilket tiltrak kunstneren P.C. Skovgaard (1817-1875).
I den nationalromantiske ånd, som herskede i denne periode, var han optaget af vores fælles historie og naturen, og derfor var et så gammelt, historisk træ et oplagt motivvalg.
Skovgaard drog ligesom flere af sine kunstnerkollegaer ud på ture i landskabet og naturen for at lave skitser. I denne skitse har han været grundig med detaljerne. Med flere streger i forskellige retninger har han skabt fornemmelsen af lys og skygge i bladene, på den store stamme og træets grene. Lige under trækronen står en mand, måske ham selv? Og i højre hjørne er der små ufærdige studier af andre trækroner.
Er du i Nordskoven, er du også tæt på Jægerspris Slot og slotspark. Det er altid en stor oplevelse at besøge dette smukke historiske sted, som i mere end 600 år fungerede som jagt- og lystslot for kongen, inden det i 1854 blev privatbolig for Grevinde Danner og Frederik d. 7.
Fjorden ved Frederikssund
Der er en helt særlig og nærmest mystisk stemning i dette motiv. Fjordens vand er stillestående og spejler den grålige himmel. Man fornemmer, at ikke en vind rører sig.
Det eneste, som forstyrrer landskabsmotivet med de bløde bakker og det stille fjordvand, er de to badende mennesker – måske en mor med sit barn. Det skaber en næsten guddommelig stemning, samtidig med at landskabet er skildret helt naturalistisk.
Motivet skulle være fra Roskilde Fjord. Til venstre kan vi ane Frederikssund, mens Jægerspris ligger på den modsatte side.
Motivet af Vilhelm Kyhn (1819–1903) er malet i 1880’erne, hvor mange billedkunstnere begyndte at interessere sig mere for hverdagens realisme og livets skyggesider som en del af Det Moderne Gennembrud.
Men Kyhn viede hele sit liv til landskabsmaleriet med en stærk interesse for det nationale, som fik en genopblomstring efter krigen i 1864. Netop i et maleri som dette får vi et enestående indblik i, hvordan fjordlandskabet ikke har forandret sig synderligt meget, selv om der er gået mere end 150 år.
Willumsen – en ener i Dansk kunsthistorie
Som afrunding på denne rundtur i kunstens fodspor langs Roskilde Fjord er det oplagt at slutte på et museum.
J.F. Willumsen (1863–1958) var lidt af en ener i dansk kunsthistorie. Han var aktiv i mere end 70 år som maler, billedhugger, grafiker, keramiker, arkitekt og fotograf.
På mange måder var han en forgænger for den moderne kunst, og han skabte røre i sin samtid på flere fronter. Han var blandt andet inspireret af vitalisme og symbolisme og blandede et ekspressivt formsprog med figurative motiver.
Willumsens motivverden trak ofte på gamle, kunsthistoriske referencer og traditioner, men malerstilen var helt ny og udtryksfuld og gik i dialog med samtidens fotografier, reklamer og billedverden. En stor del af sit liv boede han i udlandet, bl.a. i Venedig, Rom, Nice og Cannes, hvilket også kan ses i hans værker.
På museet kan du gå på opdagelse i hans spændende arbejde som kunstner, og der er også flere skiftende særudstillinger.
To spændende kirker
Er du i Frederikssund eller i området omkring Slangerup, kan du også forbinde ruten med et par historisk interessante kirker.
I Jørlunde Kirke kan du opleve flere fine kalkmalerier fra midten af 1100-tallet. Den nuværende Slangerup Kirke er fra 1588. I middelalderen var Slangerup en af Danmarks vigtige købstæder, og det er i dette lys, at Slangerup Kirke, Sankt Mikaels Kirke, skal ses.
Se kirkernes hjemmesider for åbningstider og muligheder for at se kirkerne indefra.
Oplev landskabet fra cyklen – eller bussen
Der er gode muligheder for både at køre og cykle rundt til stederne, og flere kan også besøges med bus.
Tag blandt andet bus 600S fra Roskilde St. til Jyllinge, bus 230R fra Frederikssund St. til Jægerspris Slot eller bus 358 fra Roskilde St. til Stenløse St. Alle busruterne kører gennem det smukke landskab mellem fjord og land.
Har du lyst til mere kunst i Fjordlandet?
I Fjordlandet kan du opleve både den etablerede, professionelle kunst og det spirende talent hos de mange kunstnere og gallerier – samt i de åbne rum. Så drag ud i det smukke Fjordland til en dag fyldt med oplevelser for alle sanser.
Gå ikke glip af de lokale lækkerier
Smag den lokale vin
Midt i det åbne, rolige og bølgede landskab uden for Frederikssund finder du Langelinie Vin. Vingården og markerne passes og plejes skånsomt efter de bedste bæredygtige principper, og alt arbejde med vinstokkene foregår udelukkende ved håndkraft.
Vikingernes mjød og honningbier
Højt hævet over landskabet med udsigt over Roskilde Fjord ligger gården Snoremark, hvor Karin og Thomas brygger deres prisvindende mjød efter opskrifter kendt fra vikingetiden. De har en veludstyret gårdbutik, en æbleciderplantage, geder samt bier, som du kan få lov at klappe.
Kaffe med god samvittighed
Fortsæt ned langs fjorden til Just Coffee, der importerer og rister økologisk kaffe. Du kan besøge deres kafferisteri mandag–lørdag og købe nyristet kaffe med hjem, en kaffe to-go eller andre lækkerier. Al kaffen er økologisk dyrket af mindre producenter, og al emballage er fremstillet af genbrugspapir og bionedbrydelige materialer.
Book en overnatning på Skjalm Hvide Hotel, som ligger centralt placeret i forhold til Fjordlandets mange seværdigheder og samtidig helt tæt på København.
Skjalm Hvide Hotel tilbyder forskellige ophold, der henvender sig til alle årstider. I restauranten kan du få vegetariske og veganske alternativer til menukortet – bare spørg tjeneren. Hotellet er en del af Small Danish Hotels.