Lynghøjsøerne | Natur, badning, MTB og troldejagt ved Roskilde
Lynghøjsøerne er et rekreativt naturområde vest for Roskilde, skabt i den tidligere Svogerslev Grusgrav. Her kan du opleve tre klare, blå søer, hvor du kan bade, gå ture, cykle og nyde naturen i dit eget tempo.


Tag en sikker dukkert
Ved badeområderne kan du hoppe i vandet fra pontonen og nyde de gode adgangsforhold til en frisk dukkert. De kuperede omgivelser og stier giver dig mulighed for at udforske området til fods, på cykel eller blot tage en pause i naturen.
Selv på en varm sommerdag er det dog vigtigt at have respekt for vandet. I badesøer kan der være store dybdeforskelle, og vandet kan være overraskende koldt lige under overfladen. Inden du hopper i, anbefaler vi, at du læser Trygfondens Fem Baderåd og tager de nødvendige forholdsregler for en tryg dag ved vandet.
Friluftsliv og aktiviteter
Ved den vestlige sø kan du overnatte i shelters og lave mad over bålplads eller grill. Hvis du har gyldigt fisketegn, kan du også fiske i søerne. Er du til mountainbike, kan du prøve det lokale MTB-spor, som giver udfordringer til både begyndere og erfarne.
Området byder på stejle skrænter, vild bevoksning og åbne partier. Du kan nemt følge stierne rundt i landskabet og komme tæt på områdets flora og fauna.
Troldejagt for hele familien
Du kan tage familien med på jagt efter trolden Runde Rie, der sidder og fisker ved en af søerne. Det er en populær aktivitet, hvor leg, natur og eventyr går hånd i hånd.
Med hund ved Lynghøjsøerne
Du kan slippe din hund fri i det særlige hundeområde, hvor der også er en træningsbane. I resten af området skal hunde være i snor, så alle kan færdes trygt omkring søerne.
Sidst opdateret af::VisitFjordlandetmail@visitfjordlandet.dk
