Kong Roars shelterplads i Boserup Skov
Kong Roars shelterplads i Boserup Skov ligger naturskønt ved Roskilde Fjord og er omgivet af skov og strand. Her får du en rolig og stemningsfuld overnatning tæt på vandet med gode muligheder for vandring, cykling og friluftsliv.


Overnat ved fjorden i Boserup Skov
Kong Roars Shelterplads ligger naturskønt ved stranden i den nordøstlige del af Boserup Skov med direkte adgang til Roskilde Fjord. Shelterpladsen er omgivet af skov og fjord og er et oplagt overnatningssted for vandrere, cyklister og friluftsfolk, der ønsker ro, natur og at overnatte tæt ved vandet.
Der er tre shelters på pladsen, hver med plads til mellem 6-8 personer. Shelterne ligger med lidt afstand imellem sig og har åbninger mod henholdsvis nord, syd og vest, hvilket giver både læ og udsyn til omgivelserne.
Booking af shelterne
Overnatning i Kong Roars shelter kræver forudgående booking. Book shelter hos Naturstyrelsen, hvor du også finder de aktuelle bookingvilkår.
Find vej
Shelterpladsen ligger 1,8 km fra nærmeste parkeringsmulighed ved Parkering Boserup Skov Syd, overfor Boserupvej 81, 4000 Roskilde. Bus 207 mellem Roskilde og Osted stopper tæt ved parkeringspladsen ved stoppestedet Sorte Sti på Boserupvej.
Fra parkeringspladsen eller busstoppestedet følges stierne gennem skoven til shelterpladsen.
Ruter & aktiviteter i nærheden
Kong Roars Shelterplads ligger tæt på flere kendte vandre- og cykelruter.
- Fjordstien, Regionalrute 40, passerer tæt forbi og er velegnet til både gående og cyklister
- Skjoldungestierne har en rute, der løber nær shelterpladsen
- Den Danske Pilgrimsrute ligger cirka 1,3 km derfra ved Boserupvej
- For cyklister går både Panoramaruten, cykelrute 430, og Munkevejen, cykelrute 88, lige forbi området
Pladsens beliggenhed ved fjorden giver gode muligheder for fjordliv. Kanoer og kajakker kan lægge til direkte ved shelterpladsen. Der findes flere gode fiskesteder langs kysten, og særligt i bugten ved Lerskrænten, cirka 800 meter mod vest, er der gode fiskeforhold. Her kan man især i efteråret opleve fisk på vej mod gydning, og om vinteren kan der være stimer af havørred.
Kong Roars Shelterplads er et oplagt valg for dig, der ønsker en enkel og stemningsfuld overnatning midt i naturen med skov, fjord og mange oplevelsesmuligheder lige uden for shelteråbningen.
Praktisk om opholdet
Der findes et multtoilet i nærheden. Medbring selv brænde eller grillkul. Der må ikke opsættes telte, og du må ikke køre til pladsen eller gennem skoven i bil. Sluk bålet, når du forlader det, og tag dit affald med hjem. Se Naturstyrelsens bookinginformation og opholdsregler.
Faciliteter
- Åbent hele året
- Shelters: 3
- Bålplads
- Toilet
Kapacitet
- Kapacitet: 6-8 personer pr. shelter
Sidst opdateret af:VisitFjordlandetmail@visitfjordlandet.dk










