
Guide: 72 timer i Hornsherred: Nationalpark, slotte og lækre fødevarer
Hornsherred og omegn er for dig, der vil have uspolerede naturoplevelser, nærværende historie og delikate, lokale madoplevelser undervejs. Fra kongehaller og uendelige alléer til slotsidyl, fortidsmindejagt og fjordliv i forreste vandkant. Hornsherred venter på dig…
Dag 1
Allé-cruise tilbage til oldtiden
Turen starter med en smuk køretur på godt 7 km ad Nordeuropas længste allé, Ledreborg Allé. Alléen, der i sommeren 2022 lagde kulisse til Tour de France-feltet, blev planlagt af arkitekten bag Ledreborg Slot, Lauritz de Thurah, og var oprindeligt tænkt til at skulle strække sig helt til Roskilde.
I dag kan du følge alléen til Sagnlandet Lejre, hvor oldtidslandskaber, stammesejlads og kyndige vikingekvinder og jernaldermænd venter på at bringe dig tilbage til Danmarks fortid.
Snyd ikke dig selv for et besøg i Sagnlandets nyopførte Kongehal, der er den største kongehal vi kender fra vikingetiden i Danmark. Et imponerende vidnesbyrd om nordisk arkitektur og håndværk.
Fortidsmindejagt i Gl. Lejre
Der er rig og unik mulighed for at gå på fortidsmindejagt omkring landsbyen Gl. Lejre. Sagnet siger, at området omkring Lejre oprindeligt var bosat af Skjoldungerne – efterkommere af Kong Skjold, Odins søn. Lejre var dermed et magtcentrum i både jernalderen og vikingetiden og ifølge myterne Danmarks vugge. Læs mere på Lejre Museums side her
Her kan du bl.a. opleve den 100 meter lange skibssætning fra 900’tallet, de udgravede kongehaller, der oprindeligt blev brugt til fest og ceremonier eller besøge en af Danmarks bedst bevarede gravhøje, Mysselhøj.
Delikatesser på rad og række
I Lejre finder du en helt særlig klynge af gastronomiske virksomheder, der er et besøg – og smagning – værd. Fra Lejre Station kan du gå den smukke tur på kun 1.5 km via Skjoldungestien til Hegnsholt.
Her kan du besøge det arbejdende, økologiske landbrug, der bl.a. har høns i transportable huse og grisefamilier opfedet af mask fra det lokale bryghus. Der er naturligvis gårdbutik.
Herslev Bryghus er det perfekte udgangspunkt for en vandretur i området.
Bryghuset har frisksmurte sandwiches og printede ruter på 3, 5 og 12 km, der bl.a. kan bringe dig til Herslev Strand eller en tur med trækfærgen over Kornerup Å. Når I vender retur, venter langborde og 11 haner med dugfrisk øl i bryghusets Taproom.
Og som om det ikke var nok, så er verdensmesteren i chokolade, Mikkel Friis-Holm, nabo til Herslev Bryghus. Mikkel har høstet så mange internationale priser for sin chokolade, at vi er holdt op med at tælle! Und dig selv et besøg og en himmelsk mundfuld.
Botanisk vandretur i Ejby Ådal
Slut dagen af med en vandretur i absolut særklasse i Ejby Ådal, der ligger smukt ud til Isefjorden. Ådalen, der er et istidslandskab skabt af vandmassernes afsmeltning for 15.000 år siden, hører til blandt Danmarks allerfineste botaniske lokaliteter. Kommer du i bil kan du parkere ved Kursuscenter Ådalen.
Husk at tage et kort stop ved Dejligheden på vej til Ejby Ådal. Dejligheden er en del af de Sjællandske Alper, og med skrænter på 40-50 meter kan du bl.a. fra Dejlighedsbakken nyde et spektakulært syn udover halvøen og vigen.
Oplev også Butik & Café Dejlighed med en af Danmarks skønneste udsigter til “Dejligheden”. Her serveres kaffe, kage, tapas og is i landlige omgivelser og rolig atmosfære.
Dag 2
Baroksus og adelige kringelkroge
Vi starter dagen med en sand historie om storhed og fald. I den nordlige del af Nationalpark Skjoldungernes Land finder vi Selsø Slot, der siden 1570’erne har huset adskillige adelsfamilier.
Fra 1829 og næsten 150 år frem var husets beboere dog knapt så fornemme. Her blev rummene nemlig brugt til opbevaring af korn, udrugning af fasaner, hundekennel samt tørring af vasketøj for godsets ansatte.
I dag fremstår Selsø Slot som et levende museum – nænsomt renoveret med voldgrav, højloftede baroksale og imponerende vægmalerier.
Fra Selsø Slot går turen via Selsø Kirke til Møllekrogen.
Paradis for fugleinteresserede
Turen går via en trampesti ca. 2 km til et sandt fugleparadis med masser af udkigstårne og mulighed for at bruge fuglekikkerten.
Her yngler adskillige arter omkring Selsø Sø, ligesom der er gode muligheder for at se både fiskeørn, rød glente, vandrefalk og det lokale havørnepar.
Om sommeren tilbyder Nationalpark Skjoldungernes Land gratis lån af kanoer, så fugle og fjordlandskab kan betragtes fra vandsiden.
Svanholm – kollektiv og økologisk pionerånd
I hjertet af Hornsherred finder du Danmarks største kollektiv og en af pionererne bag udbredelsen af økologiske varer herhjemme, Svanholm Storkollektiv.
En stor del af kollektivets 80 voksne er i dag beskæftiget i det tilhørende landbrug, som bl.a. producerer mælk og en stor variation af grøntsager – til selvforsyning og videresalg.
Kom med på en rundvisning, spis frokost i caféen eller fyld bagagerummet med øko-lækkerier, der lige er trukket op af jorden.
Følg mælkevejen til Hansens Is
På Hornsherred er mælkevejen altid lige om hjørnet. Hver morgen henter Hansens Is’ egen mælkebil nemlig den gode økomælk fra Svanholm. Herfra køres den direkte til ismejeriet, så den friske mælk kan blive til lige så frisk is – ligesom i gamle dage.
Kør selv turen ad mælkens vej og nyd et iskoldt stop i Hansens Iscafé. Her finder du ispinde dyppet i Mikkel Friis-Holms verdensmester-chokolade, isbøffer, en slice af dagens islagkage, softice med drys af hjemmebrændt nougat og meget, meget mere.
Slut dagen med en fjorddukkert
Er der stadig timer tilbage af dagen, så anbefaler vi varmt et sidste stop ved Kulhuse Strand og Havn, hvor du kan nyde roen og udsigten til et af Danmarks smukkeste fjordlandskaber.
Her finder du Isefjordens bedste badestrand med mulighed for at få sand mellem tæerne og en kølig fjorddukkert. Fjordvandet er roligt og trygt, men du skal ikke langt ud før det bliver dybt.
Dag 3
Vild, vildere, Willumsen
Det er storladent, det er koloristisk, det er til tider både bizart og uden for kategori.
Willumsens Museum afdækker de mange facetter af multikunstneren Jens Ferdinand Willumsen, der med sine hovedværker fra slutningen af 1800’tallet betragtes som en væsentlig bidragsyder til den danske modernisme.
På Willumsens Museum træder du ind i en verden, hvor former og farver udfordres, og hvor maleriet som materiale fornyes af Willumsens helt igennem personlige stil.
God mad to-go eller to-stay!
Fra hidsige penselstrøg og farveeksplosioner er det tid til at tanke maven op. Er du til klassisk smørrebrød serveret med høj service og fjordudsigt, så anbefaler vi varmt et besøg på Toldboden eller Restaurant Kalvø.
Er du mere til en smagfuld klapper eller godt bagværk to-go, eller måske en lækker is? Så er det Frederikssunds hyggeligste og mest funky kaffebar, Ærligt, der skal have æren af dit besøg.
Jægerspris Slot og de 1000-årige egetræer
Næste stop på turen er Jægerspris Slot, der fra slutningen af 1600’tallet til enevældens ophør i 1848 var i kongefamiliens eje.
I en årrække var slottet beboet af Grevinde Danner, der i 1867 oprettede et børnehjem på stedet – et børnehjem som stadig drives den dag i dag. Køb en is i det nærliggende ishus og besøg slotsparken, som er åben for besøg. Her kan du bl.a. se Grevinde Danners marmorkiste, mindelunden samt Danneregen, som er en podning af Kongeegen – Nordeuropas ældste egetræ.
Har du mod på at se Kongeegen, der menes at være mellem 1500-2000 år gammel, så kan du parkere ved Skoven Kirke. Det kan være svært at finde Kongeegen i den store skov, men læg vejen forbi Rejsestalden eller Jægerspris Slot og køb et kort med ruten til Kongeegen og over området og følg stierne til træet gennem Nordskoven. Prøv også at finde Storkeegen og Snoegen, der ligesom Kongeegen, menes at have mere end 1000 år på samvittigheden.
Børnevenlig soppetur ved Vester Strand
Ved Vester Strand kan I smide skoene og få fjordvand på tæerne. Her er der en 680 meter lang børnevenlig sandstrand og badebro, der gør det nemt at snuppe en forfriskende tur i fjorden.
Vandet er som regel roligt, hvilket gør det trygt at have selv de mindste med en tur ved vandet.
Oplevelser til mange dage
Snup en overnatning
Hvorfor ikke tage en overnatning i området og nå endnu flere skønne oplevelser? På Skoemagerkroen kan du sove (næsten som) Jeppe i baronens seng. Det siges nemlig at “Jeppe på Bjerget” er skrevet i krostuerne. Skoemagerkroen har eksisteret siden 1521 og du mærker tydeligt den stemningsfulde og hyggelige atmosfære i de historiske rammer.
Kroen har både 11 hyggelige værelser og 8 skønne naturhytter. Prøv et lækkert kroophold eller forkæl dig selv og din nærmeste med et luksuriøst gourmetophold. Du kan også komme helt ned i gear i wellnessområdet med en af kroens spapakker.
Skjalm Hvide Hotel
Eller hvad med et ophold på et 3-stjernet hotel med lækker mad og en central beliggenhed? Skjalm Hvide Hotel ligger klar til at byde alle velkommen i deres stemningsfulde rammer tæt på alle Københavns og Fjordlandets seværdigheder. Skjalm Hvide Hotel har forskellige ophold til alle årstider. I restauranten kan du får vegetar/ veganer alternativer til menukortet – bare spørg tjeneren.
Vil du have mere inspiration til din ferie i Fjordlandet?
Så læs også vores guide til 48 timer i Roskilde her