Selsø Sø
Selsø Sø er et omkring 500 hektar stort fuglereservat og en af Sjællands spændende fuglelokaliteter. Søen og de omkringliggende enge danner et vigtigt fristed for vandfugle året rundt, og fra fugletårnet og områdets højdedrag er der gode muligheder for at opleve det rige fugleliv.

Oplev det rige fugleliv ved Selsø Sø
Selsø Sø og de omkringliggende enge er et fredet naturreservat, hvor et stort antal vandfugle holder til. I vinterhalvåret raster blandt andet grågæs, troldænder og hvinænder ved søen, mens sommeren byder på ynglende fugle som hættemåger, fjordterner, klyder og rørhøg.
Fra fjordvig til ferskvandssø
Selsø Sø var oprindeligt en vig i Roskilde Fjord, men har gennem flere hundrede år været adskilt fra fjorden af en dæmning. Tidligere løb et sund gennem Selsø og Hov Mose, hvilket betød, at Selsø Sogn lå på en ø. Selsø Sø er i dag en rest af dette gamle sund.
Se Selsø Sø fra fugletårnet
Området omkring selve søen er lukket for offentligheden for at beskytte naturen og fuglelivet. Søen kan i stedet opleves fra de omkringliggende højdedrag. Der er særligt godt udsyn fra fugletårnet på søens sydside og fra området foran Selsø Kirke.
Der findes parkeringsmuligheder ved Selsø Kirke og Møllekrogen. Ved Møllekrogen er der desuden mulighed for anløb for besøgende, der kommer fra søsiden.
Sidst opdateret af:VisitFjordlandetmail@visitfjordlandet.dk


