Christina Adler Jensen

Christina Adler Jensen fra Svanholm Storkollektiv anbefaler

Foto: VisitFjordlandet

Christina har boet i Svanholm Storkollektiv – Danmarks største kollektiv – i mere end 14 år. Her bor hun sammen med sin mand og to børn, og hun sætter stor pris på naturen i området og fællesskabet i kollektivet, som hun betragter som en vigtig del af sit liv.

Hun arbejder som kommunikationsmedarbejder i Egedal Kommune. Tidligere boede familien i København, men ønsket om natur, ro og et stærkere fællesskab førte dem til Svanholm – og her har de fundet deres hjem.

Interesser: Livet og hyggen i kollektivet, gåture og læsning.

Mennesker ved Svanholm Gods

Foto:KRISTJAN LOEK

Christinas lokale anbefalinger

Hvad vil du anbefale, man besøger i Fjordlandet?

Jeg vil anbefale en tur til Møllekrogen og Selsø Slot. Her mødes fjord, skov og skrænter i et naturskønt område med små stier, der fører hele vejen rundt om pynten og hen til slottet.

Ved den lille havn ved Møllekrogen kan man låne Nationalparken Skjoldungernes Lands kanoer gratis. Vi sejler ofte ud for at opleve naturen fra vandsiden – det er en fantastisk måde at se området på. Man kan endda sejle hele vejen til Gershøj, hvis man har lyst til en længere tur.

Et andet sted, vi holder meget af, er Jægerspris Slotshave. Vores børn går i skole i området, så vi går ofte ture i parken og skoven. Bag slottet ligger en lille kirkegård med gravsten med børnenavne, som vækker både eftertanke og respekt for stedets historie.

Hvad med en badetur – hvor tager du hen?

Om sommeren bader vi helst ved Gershøj Strand. Det er en hyggelig lille strand med et aktivt havnemiljø, vippe og rutsjebane i vandet – et hit for børnene.
Ved stranden ligger også Gershøj Kro & Strandhotel, som ser meget indbydende ud, og som vi glæder os til at prøve.

Gershøj Havn

Foto:Ole Malling

Har du steder, man ikke må gå glip af i Fjordlandet?

Svanholm er et must. Det er Danmarks største kollektiv med omkring 80 voksne og 50 børn – et sted med en helt særlig historie og stærke fælles værdier. Vi har fælles økonomi, køkken og møder, og mange besøgende er nysgerrige efter at høre, hvordan det fungerer. Det kan man opleve til vores rundvisninger.

Vi er omgivet af smuk natur og driver et spændende landbrug, som var blandt pionererne inden for økologien i Danmark.

Et andet favoritsted for os er Hansens Is. Svanholm leverer mælken dertil, og ismejeriet ligger kun en kort tur væk. De har skabt et charmerende sted i det gamle mejeri, hvor man kan købe is, dyppe dem i chokolade og vælge alverdens krymmel. Det er altid et hit – både for børn og voksne.

Hansens Ismejeri

Foto:Sofie Helsted

Share your wonders:

Andre sider

Nyttige links

VisitFjordlandet © 2026
Danish