VisitFjordlandet

Velkommen til Lise Nørgaards Roskilde

Følg med på denne tur rundt i Roskilde og oplev Lise Nørgaards barndomsby.

Lise Nørgaard statue
Foto: Mette Holmgren

Kom med i banken

Vi starter turen på Stændertorvet, hvor du kan kigge over på ejendommen på hjørnet af Algade og Stændertorvet. Her har ”Skoringen” i dag butikslokaler, men i Lise Nørgaards barndom husede ejendommen Roskilde Landbobank.

I banken havde Lise Nørgaards forældre deres konti, og hendes far var formand for bestyrelsen. Forældrene var venner med bankdirektøren H.H. Stigaard, og de to familiers børn kom til at følge hinanden tæt gennem deres opvækst.

Frk. Lønholdts pigeskole

Fra Landbobanken går turen videre til Det Gule Palæ, som oprindeligt blev opført som bolig for kongefamilien.

Fra midten af 1800-tallet rykkede Frk. Lønholdts Pigeskole ind i palæets højre fløj, og det var her, Lise Nørgaard startede sin skolegang i 1923. Skolen var fortrinsvis for borgerskabets piger, og for Lise Nørgaard var det et stort ønske at starte tidligt i skole, så hun kunne lære at læse.

I dag huser Det Gule Palæ boligen for biskoppen i Roskilde.

”Danseskolekæresten”

Fra Stændertorvet går turen videre ned ad Roskildes handelsstrøg Skomagergade. Her møder du på højre hånd tøjforretningen ”Aage Müller”, der blev grundlagt i 1834. Forretningen, som er en af byens ældste, er gået i arv gennem generationer, og i mange år boede familien Müller oven på forretningen.

Lise Nørgaard gik gennem flere år til dans med familiens søn Henrik Müller, som hun betragtede som en af de mere attraktive drenge i omgangskredsen.

Rent faktisk havde hun som ganske ung pige udset sig Henrik Müller som sin fremtidige mand – men sådan kom det ikke til at gå.

Mor og karrierekvinde

Fra Skomagergade fortsætter turen ad Karen Olsdatters Stræde via Bondetinget til Villavej. Området rummer den dag i dag en lang række pragtfulde villaer, og kvarteret var oprindeligt meget velhavende.

For enden af Villavej møder du på højre hånd et klassisk funkishus på Byvolden 24. Her boede Lise Nørgaard med sin første mand, Mogens Flindt Nielsen, og deres fire børn.

Familien boede i huset under 2. verdenskrig – en periode, som Lise Nørgaard beskriver som lidt af en prøvelse; dels på grund af tyskernes tilstedeværelse og restriktioner, dels fordi hun samtidig skulle være småbørnsmor og passe sit arbejde som journalist.

Funkisvillaen var det sidste sted i Roskilde, hvor Lise Nørgaard boede. Da hun i 1949 blev skilt, flyttede hun til København.

Døbt, konfirmeret og gift

Fra funkisvillaen går vi tilbage til en af Roskildes absolutte must-sees: Roskilde Domkirke. Domkirken, som blev påbegyndt omkring 1170, er i dag et af Danmarks otte UNESCO-verdensarvssteder. Har du ikke besøgt kirken endnu, så benyt lejligheden på turen.

Roskilde Domkirke er samtidig kirken, hvor Lise Nørgaard både blev døbt, konfirmeret og gift i 1938.

Det var domprovst Skovgaard-Petersen, som konfirmerede Lise Nørgaard, og som senere inspirerede hende til karakteren ”provst Meyer” i Matador. Skovgaard-Petersen var stærkt indremissionsk og forfatter til en række bøger om kristendommen. Disse bøger var populære gaver til konfirmanderne – ofte signerede – så man ikke kunne komme af med dem igen.

Mor, far og børn … og Moster Bob

Fra Domkirkepladsen fortsætter vi turen gennem Byparken og videre til Klostervang 10, hvor Lise Nørgaard boede fra 1921 til 1925, da hun var mellem fire og otte år gammel. Huset, der var ejet af Harry A. Jensen, Lise Nørgaards far, var beboet af hr. og fru Møller i stueetagen, mens familien selv boede på de øverste etager.

Ud over Lise Nørgaards forældre, lillesøsteren Gerda og lillebroderen Kai boede mosteren Agnes – kaldet ”Moster Bob” – også i huset. Moster Bob var ugift og holdt hus for familien. Hun flyttede senere med, da familien flyttede fra villaen til lejligheden i Algade og siden videre til Lise Nørgaards egentlige barndomshjem på Skovbovængets Allé 28.

Hvil på bænken sammen med Lise

Fra Klostervang går turen videre via Frederiksborgvej, indtil vi ender på byens hovedgade Algade. På vej ned ad Algade kommer du forbi bænken, hvor Lise Nørgaard – foreviget i bronze – holder skarpt øje med bylivet omkring sig. Sæt dig gerne og tag et hvil.

Skulpturen er skabt af den fynske kunstner Mette Agerbæk og blev i 2010 indviet af skuespilleren Ghita Nørby.

Til dans i Guldaldersalen

Fra bænken kan du kigge hen på et af byens hoteller – Four Points Flex Hotel, tidligere Hotel Prindsen. Hotellet var i Lise Nørgaards barndom byens fine hotel i modsætning til Jernbanehotellet ved stationen, hvor byens håndværkere holdt til.

På Hotel Prindsen gik det bedre borgerskabs børn til afdansningsbal i Guldaldersalen, og det var her, Lise Nørgaard og hendes søster trådte deres dansesko sammen med lovende ungersvende som blandt andre Henrik Müller.

I dag har hotellet en sal opkaldt efter Lise Nørgaard.

Fra Klostervang til lejlighed

Da Lise Nørgaard var mellem otte og elleve år, boede familien i en mindre lejlighed i Algade 23 – en ejendom, som i dag huser isenkramforretningen ”Importøren”. Flytningen fra huset på Klostervang til lejligheden på tredje sal i Algade passede ikke Lise Nørgaard, som ikke var glad for familiens nye bopæl.

På den modsatte side af Algade havde Lise Nørgaards mor på dette tidspunkt forretningen ”Paris”, hvor hun handlede med dametøj og modehatte og havde sin egen systue tilknyttet. Trods 1930’ernes krise blomstrede forretningen hurtigt, og det var hende, der senere for egne penge købte familiens villa på Skovbovængets Allé 28.

Hvor det hele startede

På hjørnet af Algade og Hestetorvet kan du kigge over på ejendommen, hvor Røde Port Bistro i dag har til huse. Her blev Lise Nørgaard født og boede sine første fire år. Det var også herfra, faderen startede sin købmandsforretning i stueetagen, mens familien boede på første sal. Senere flyttede han sin nystartede engrosforretning til Jernbanegade.

En karriere tager fart

Går du videre ned ad Hestetorvet, kommer du til Roskilde Station, som er Danmarks ældste station. Herfra fortsætter du langs Gråbrødre Kirkegård og drejer til højre op ad Hersegade. Her finder du stadig Roskilde Dagblads redaktion, hvor Lise Nørgaard startede sin karriere som journalistelev i 1935.

På Roskilde Dagblad sørgede man blandt andet for, at læsernes festsange blev trykt. Og ligesom ”Røde” i Matador blev Lise Nørgaard i perioder sat til at ”ordne ligtornene på versefødderne”, så der både kom rytme og rim i sangene.

Dengang blev det nærmest betragtet som upassende for en gift kvinde at arbejde – især som journalist. Men fordi Lise Nørgaard inderligt ønskede at prøve kræfter med faget, fik faderen arrangeret en prøvetid på Roskilde Dagblad. Inderst inde håbede han, at det ikke ville lykkes, men Lise Nørgaard endte med at arbejde for avisen i 14 år, inden hun fik arbejde på Politiken.

Roskilde Bank

Fortsætter du videre ned ad Hersegade, ender du igen på Algade. Her ligger Arbejdernes Landsbank på venstre hånd i bygningen, der tidligere husede den nu krakkede Roskilde Bank.

Roskilde Bank blev grundlagt i 1884 og var især det bedre borgerskabs bank samt en fast konkurrent til Roskilde Landbobank, hvor Lise Nørgaards forældre senere blev blandt bankens største kunder.

Vi slutter turen, hvor vi begyndte – nemlig på Stændertorvet.

Vi håber, at du har nydt turen og er blevet klogere på Lise Nørgaards liv i Roskilde.

Spisesteder på turen rundt i Roskilde

Attraktioner i Roskilde

Roskilde Domkirke set i solnedgang med tvillingespir og farverig himmel.
Kirker og klostre

Roskilde Domkirke - UNESCO-verdensarv og 800 års royal historie

Roskilde, København

Musicon – Roskildes kreative bydel
Arkitektur og byrum

Musicon – Roskildes kreative bydel

Cykeludlejning - Roskilde Cykelcenter
Cykeludlejere

Cykeludlejning - Roskilde Cykelcenter

Comwell Roskilde - Møder & konferencer ved fjorden
Bæredygtige oplevelser
Venues

Comwell Roskilde - Møder & konferencer ved fjorden

Roskilde, København

Hedelands Veteranbane – Veterantog og museum i naturskønne Hedeland
Museer

Hedelands Veteranbane – Veterantog og museum i naturskønne Hedeland

Roskilde, København

En kæmpe trætrold af genbrugstræ, siddende i en skovlysning, med hår af grene
Ture på egen hånd

Find Fjordlandets tre trolde i Roskilde og Hedeland

Roskilde, København

Træbro gennem rørskov i Gundsømagle.
Naturområder

Fuglereservatet ved Gundsømagle Sø og rørskov

Roskilde, København

Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Museer

Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Roskilde, København