Lokale anbefaler – Jeanette Juul Dalsgaard
Jeanette har boet i Roskilde 32 år ud af sine 57. Hun bor selv i centrum sammen med sin mand og elsker Roskilde, fordi byen aldrig går i stå, men konstant udvikler sig. Og så har byen lidt af det hele. Her mødes det historiske og lokale særpræg med nutidens iværksætteri og nytænkning.
Med sit mangeårige engagement i restaurant Raadhuskælderen og store kærlighed til Roskilde, er Jeanette den helt rigtige til at guide os til byens små lokale perler.
Hun brænder for det byen byder på af natur og kultur – Roskilde har nemlig lidt af det hele og det var bl.a. det, som trak Jeanette til byen for godt 32 år siden.
Interesser: mad, sport og kultur.
Jeanettes lokale anbefalinger
Hvorfor skal man besøge Roskilde?:
Fordi den har lidt af det hele og den aldrig går i stå!
Vi har masser af natur, kultur og udvikling. Vi har fjorden. Vi har hele den historiske del af byen med Roskilde Domkirke, Sct. Jørgensbjerg og Vikingeskibsmuseet.
Vi har et rigtig godt handelsstrøg med hyggelige sidegader, mange fine specialbutikker og gode spisesteder. Og så er der hele den nye bydel Musicon, hvor der er rigtig meget udvikling, og hvor det sprudler af iværksætteri.
Hvis man har én dag i Roskilde, hvad skal man så se?
Så skal man gå en tur rundt om Roskilde Domkirke, ned ad Skjoldungestien gennem Byparken og ned til havnen. Her får man en fantastisk udsigt til fjorden.
Ved vores hyggelig havn skal man nyde det åbne vand og hele miljøet dernede med de små broer. Nyde livet omkring vikingeskibene, hvor de sidder og bygger træbåde. Hele miljøret på havnen er super skønt, og man kan også stævne ud med skibet Sagafjord og nyde en kaffe ude på fjorden.
Næste stop er Kællingehaven, som man kan gå til langs fjorden – vest for havnen.
Det er et lille gemt hjørne i Roskilde, og jeg bruger det meget til gåture og som et åndehul. På de rigtige tider af døgnet, kan man have det helt for sig selv. Et virkelig skønt sted at lade tankerne løbe og trække vejret efter en travl arbejdsdag.
I weekenderne har Sct. Hans Have åbent, hvor man kan købe lækker kaffe, kage og mad. Det er meget fin lille oase, hvor man sidder i gamle drivhuse.
Til sidst skal man slutte af oppe i bydelen Sankt Jørgensbjerg med de gamle hyggelige fiskerhuse med stråtækte tage, den lille kirke og gadekæret. Her er så fint og stemningsfyldt med de små smalle og stejle gader og med en flot udsigt udover fjorden og havnen.