Roskilde Kloster - rundvisning i en kulturhistorisk perle
Når du besøger Roskilde Kloster, træder du ind i en tidslomme midt i byen. Her kan du opleve et historisk bygningskompleks med have, kirke og Riddersal. På en guidet rundvisning får du fortællinger om klosterliv, adelige jomfruer og stedets rolle gennem århundreder.

Oplev en tidslomme midt i byen
Midt i Roskildes pulserende centrum finder du Roskilde Kloster, en kulturhistorisk perle med en stor, grøn have og en helt særlig historie. Kun få minutters gang fra Domkirken eller stationen træder du ind i et fredet bygningskompleks, hvor ro og fordybelse møder fortællinger fra flere hundrede år.
I klosterets murede rammer oplever du et sted med en historie som munkekloster, herregård og adeligt jomfrukloster og i dag fungerer som en selvejende stiftelse med private boliger. Helheden af bygninger, gårdsplads og have danner en unik tidslomme, hvor du kan mærke historiens vingesus.
Et unikt historisk sted
Når du besøger Roskilde Kloster, træder du ind på stedet, hvor Sortebrødremunkene byggede deres kloster i 1200-tallet. Senere blev det til Danmarks første adelige jomfrukloster, og gennem tiden har det haft stor betydning for byens udvikling.
Bygningerne rummer detaljer fra anlæggets forskellige historiske perioder - fra murværk og gavle til vinduer, tage og skorstene - og vidner om stedets arkitektoniske og historiske værdi. Hovedbygningen er desuden Roskildes ældste, stadig beboede bygning. Herfra kan du også ane forbindelsen til Domkirken gennem de gamle gader, som afspejler klosterets tidligere magt og rolle i byen.
Rundvisninger i Roskilde Kloster
Vil du opleve klosterets historie tæt på, kan du deltage i en rundvisning. Her fortæller guiderne levende om klosterlivet, de adelige jomfruer og nutidens stiftelse. Du ser bl.a. Riddersalen med unikke loftsmalerier, Klosterkirken med det nyrestaurerede alter og orgel samt de smukt indrettede stuer.
I sommerhalvåret starter rundvisningen ofte med en tur gennem den parklignende have, før du føres videre ind i de historiske rum. Rundvisningen varer cirka 90 minutter.
Roskilde Kloster er et privat område for beboerne, så der er kun adgang i forbindelse med rundvisninger eller arrangementer.
Udlejning af lokaler
Hvis du ønsker en særlig ramme til en festlig begivenhed, kan du leje Klosterkirken til bryllupper eller aftale et arrangement i Riddersalen i dagtimerne. De historiske omgivelser giver en helt særlig stemning til både store og små sammenkomster.
Parkering
Du finder gode parkeringsmuligheder tæt ved, bl.a. i det store P-hus fem minutters gang fra klosteret.
Der er vinterlukket for almindelige rundvisninger. Se aktuelle rundvisninger og aftal dit besøg på klosterets hjemmeside.
Kontaktoplysninger
Sidst opdateret af:VisitFjordlandetmail@visitfjordlandet.dk












