
Observatoriet, stjernekiggershelters
Overnat midt i naturen med frit udsyn til stjernehimlen. Langt fra byens lys får du en sjælden mulighed for at opleve natten, som den er tænkt.
Sov under universet
På Observatoriets fredelige område i Brorfelde ligger fire kuppelformede stjernekiggershelters, skabt til en helt særlig naturoplevelse. Her overnatter I tæt på himmelrummet, omgivet af åbent landskab og mørke nok til, at stjernerne virkelig træder frem.
Shelterne er isolerede, men åbne mod naturen, og hvert shelter har et stort vindue direkte mod nattehimlen. Hvert shelter rummer 6–8 personer og egner sig både til familier, vennegrupper og små fællesskaber.
Natur, stilhed og fællesskab
Når aftenen falder på, sænker roen sig over Observatoriet. Tænd op på den fælles bålplads, lav mad under åben himmel og mærk stilheden, der kun brydes af vinden i landskabet. Området omkring Brorfelde er præget af et markant istidslandskab, som indbyder til både korte aftenture og længere udforskning. Her er der plads til nærvær, samtaler og en pause fra hverdagens tempo.
Et unikt sted at overnatte
Stjernekiggershelterne ligger direkte på Observatoriets område og giver adgang til et miljø, hvor videnskab, natur og oplevelser mødes. Overnatningen kombinerer enkel komfort med en sjælden mulighed for at opleve mørket og stjernehimlen uden byens lys.
På åbningsdage kan entré til Observatoriet tilkøbes, og med dagsbillet følger et årskort, som giver fri adgang året rundt. Det gør overnatningen til mere end bare en nat – den bliver en del af en større oplevelse.
Praktisk og let at komme til
Shelterne skal bookes på forhånd og koster fra 559 kr. pr. overnatning, inklusiv én pose brænde. Indtjekning er fra kl. 12, og udtjekning er senest kl. 10 næste dag. Der er adgang til vand og muldtoilet på området.
Fra parkeringspladsen er der cirka 500–700 meter ad en anlagt sti, og hver shelter har en trækvogn til bagagen. Istidsruten, cykelrute 44, går lige forbi området og gør det nemt at kombinere overnatningen med vandre- eller cykelture.