DCU-Camping Kulhuse - shelters ved Isefjorden
Overnat i shelters i naturskønne omgivelser ved Isefjorden, hvor høje fyrretræer, kuperet terræn og sandstrand danner rammen om en enkel og stemningsfuld naturoplevelse.

Shelters i rolige omgivelser
DCU Kulhuse Camping råder over to shelters med plads til henholdsvis 4 og 6 personer. Shelterne ligger roligt for sig selv i et hjørne af campingpladsen, omgivet af natur og tæt på vand, stier og friluftsliv. Der er under 200 meter til campingpladsens egen sandstrand ved Isefjorden.
Booking og praktisk information
Campingpladsen er sæsonåben. Se den aktuelle sæson på campingpladsens hjemmeside.
For at overnatte i shelterne er det nødvendigt at booke dem på forhånd. Shelterne fordeles efter først til mølle-princippet. Ønsker du at booke shelterne, så kontakt receptionen på ovenstående mail eller telefon.
Vandre- og cykelruter tæt på
Fjordstien, Regionalrute 40 for både gående og cyklister, løber ca. 600 meter fra shelterne ad Kulhusevej/Skansevej mod øst. En gren af ruten går lige syd for campingpladsen via Løjerthusvej/Strandvej og videre langs Isefjorden - ideelt til både korte og længere ture.
Fjordliv og aktiviteter på vandet
Isefjorden indbyder til et aktivt friluftsliv. Kanoer og kajakker kan gå i land ved campingpladsens strand ca. 200 meter fra shelterne.
Sejlere kan tage til Kulhuse Havn, som ligger ca. 800 meter væk. Her er der enkelte gæstepladser til rådighed og havnen er en del af Frihavnsordningen.
Der er gode bademuligheder både ved campingpladsens strand og ved den offentlige Blå Flag-strand i Kulhuse, ca. 500 meter nordpå. Er man bidt af fiskeri, så er området fra østmolen i Kulhuse Havn populært, hvor der blandt andet fanges skrubber og rødspætter.
Kontaktoplysninger
Faciliteter
- Shelters: 2 stk
- Bålplads
- Adgang til bad
- Grill
Kapacitet
- Kapacitet: 10 personer
Sidst opdateret af:VisitFjordlandetmail@visitfjordlandet.dk












