10 vinteraktiviteter i Nationalparken
Her får du 10 tips til gode vinteraktiviteter i Nationalparken som dækker Roskilde, Lejre og Frederikssund. Guiden handler om aktiviteter i skoven og er for børn og voksne.
1. Æbleskiver over bål i Nationalparken
Ryk familien og nogle af julearrangementerne udendørs. Tag en pose æbleskiver med ud til en af de mange bålpladser i nationalparken. Æbleskiver er perfekte at varme over et bål – sæt dem på en pind og lun dem over gløderne, så smager de bare bedre.
På Nationalparkens online kort kan du finde en oversigt over bålpladser – bare søg på “bål”.
2. Ta’ på jagt efter dyrespor i Nationalparken
Dufte, lyde og syn. Alting forandrer sig i naturen, når årstiden skifter. Derfor kan en vintervandretur hvor I skal kigge efter spor i jordbunden eller sneen være en god motivation for at komme med ud og gå en tur i skoven eller parken.
En jagt efter dyrespor her om vinteren, er den perfekte årstid til at gå i naturens fodspor. I Nationalpark Skjoldungernes Land kan I fx drage ud Bidstrup Skovene eller i Boserup Skov.
Ta’ en tur i skoven med dette pdf-ark som viser de forskellige dyrespor og se hvor mange forskellige spor I kan finde.
3. Jul på Boserupgård Naturcenter
Tag familien med på Boserupgård Naturcenter søndag d. 26/11 fra kl. 10.00 -14.00 og lav jeres egen juledekoration. På Boserupgård udleveres der materialer, men medbring også gerne egne ting til dekorationerne. Der serveres varme drikke og ingredienser til pandekager. Arrangementet er gratis.
4. Lav en krans af blade fra skoven
Nu har træerne smidt bladene, og det betyder, at der er masser af blade at samle.
Nationalparkens naturvejleder Sofie Clauson-Kaas viser i videoen, hvordan du laver en krans af blade. Her kan selv de mindste være med! Pynt den fx med julebånd og glimmer bagefter.
Du kan også forvandle blade til en løvemanke. Tegn et løveansigt og lim blade fast omkring det til en manke. Du kan også trække blade på en snor og lave kranse.
Du skal bruge:
– Ståltråd – En ordentlig bunke blade – Et rødt bånd eller andet jule-lir til at pynte kransen med bagefter
5. Leg med pinde fra skoven
Tag en pose med på skovtur og saml blade, kogler, pinde og andre fine ting til kreative projekter hjemme i varmen. Pinde kan du forvandle til mange ting, men de er især gode at snitte i.
Tag nogle gode pinde med hjem og hyg dig med at skære dem til i forskellige former og mønstre. Måske kan du forvandle din pind til en smøreknive eller små nisser.
Sådan gør I:
Snit toppen spids på din pind. Skræl barken af til et ansigt under den spidse nissehue. Mal toppen rød – og giv nissen øjne, næse og mund. Nissen kan fx pynte i en potteplante.
6. Gå et Natureventyr i Nationalparken
I samarbejde med Lejre Kommune og Roskilde Kommune har Nationalpark Skjoldungernes Land udviklet en række eventyr, som kan opleves på egen hånd ude i naturen via appen ”Natureventyr”. Eventyrene er målrettet de 3-8 årige og deres voksne, og de udspiller sig ude i naturen langs en kort rute. I appen kan du se, hvor ruterne begynder, og i takt med at du går ruten, vil kapitlerne låse sig op.
7. Kig efter havørred
I december kan I være heldige at se store, gydemodne havørreder svømme rundt i de små åer i nationalparken. De er oppe for at gyde – på samme sted som dér, hvor de selv engang klækkede. Hunnen finder et sted med stenbund og god strøm. Her graver hun en gydegrube, som er en fordybning mellem grus og sten. Hun klarer det med slag fra halefinnen, og derefter venter hun. Når den rigtige han dukker op, svømmer fiskene først tæt op ad hinanden over gydegruben. Hunnen gyder sine æg, og hannen afgiver sæd ud over dem. Æggene falder til bunds i gydegruben, og hunfisken dækker dem til med grus. Og så går turen tilbage mod fjorden.
Tænk på det, hvis du ser en stor fisk svømme rundt i en lille å. De gydemodne havørreder er fredede frem til 28/29. februar.
8. Genbrug Juletræet: Knage eller fuglekugle
Når julen er ovre og juletræet skal ud – så er der endnu flere projekter! Juletræet kan nemlig genbruges på mange måder.
Sådan gør I: Skær stammen over nær et sted med grene – både over og under grenene. Klip grenene af, så de kun er få centimenter lange. Skræl barken af og vupti – en knage.
I kan også lave jeres egen fuglekugle, som I kan hænge ved vinduet i haven eller på altanen, og derved lokke fuglene helt tæt på.
Sådan gør I: Lade grenene være lidt længere, cirka 10 cm. Lav en god blanding af svinefedt og frø eller nødder. Det kan fx være hampefrø, solsikkekerner og peanuts. Tryk fedt-frøblandingen fast omkring det gamle juletræ og vupti – en fuglekugle, som I kan hænge op i haven.
9. Se troldænder male månen sort
Om vinteren er troldanden en af de mest almindelige fugle i Roskilde Fjord. Om dagen samler de små sorte ænder sig i store, tætte flokke, der hviler på søerne i området
Den vigtigste rasteplads er Store Kattinge Sø, der ligger lige syd for fjorden. Her kan der ligge op til 20.000 troldænder i en flok. Hele dagen svømmer de omkring og laver ikke så meget. Men en time efter solnedgang letter hele flokken og trækker i samlet trop fra søen ud på fjorden for at søge føde. Stil dig på vejen mellem fjorden og søen, fx ved fuldmåne i januar – så kan du opleve suset fra titusindvis af vinger, som maler månen sort. Et fænomen som lokalt kaldes ”Sort Måne”.
10. Hop i vandet som vinterbader
En vinterbadetur kan opkvikke selv den mest vinter-dovne sofakartoffel. Find modet og få skyllet de grå vinterlag af krop og sjæl med et vinterdyp i fjorden. Der er vinterbadeklubber og sauna-laug forskellige steder langs Roskilde Fjord, fx i Gershøj, Herslev, Roskilde og Jyllinge.
Den rene badesø, Avnsø, i Bidstrup Skovene er også et populært sted for vinterbadere. Ved søen finder du både badebro, bordebænkesæt og bålplads.
Se hele VisitFjordlandets guide over vinter-badesteder