©  Foto:

Hammer-shelterplads

Nyd en stemningsfuld overnatning i moderne, vikingeinspirerede sheltere med fjorden som nærmeste nabo og naturen helt tæt på.

Overnatning ved fjorden i Nationalpark Skjoldungernes Land

På Hammer-shelterplads finder I to arkitekttegnede Skjoldungesheltere med plads til fire personer i hver.

Shelterne bærer navnene Hugin, der ligger mod vest, og Munin, der ligger mod øst, og er udformet som stævnen på et vikingeskib – inspireret af nationalparkens sagnomspundne fortid og områdets tætte tilknytning til fjord, sejlads og vikinger.

Placeringen direkte ud til vandet giver en særlig ro og en flot udsigt over fjordlandskabet.

En anderledes og komfortabel shelteroplevelse

Shelterne er markant anderledes end traditionelle sheltere. Indvendigt er rummet huleagtigt og let ujævnt, hvilket giver en intim og beskyttende fornemmelse – næsten som i en tipi. I den smalle ende er der ståhøjde, så det er nemt at klæde om, og langs siderne findes låger i gulvhøjde, som kan lukkes for mere privatliv eller åbnes efter behov.

De fleksible låger gør det muligt at ligge i shelterne med direkte udsyn til naturen, fjorden og stjernehimlen. Samtidig kan I skærme jer mod vind, regn og bålrøg, hvilket forlænger sheltersæsonen betydeligt. Med en god sovepose er der mulighed for overnatning store dele af året, uanset vejr og vind.

Samvær ved bålpladsen

I shelterets brede ende, som vender mod bålpladsen, er der monteret en fast skibsbænk med plads til op til fem siddende. Her er der gode muligheder for fælles madlavning, hygge og ophold. Bænkene kan klappes op, så I kan følge med i bålet og stemningen på pladsen direkte fra shelteret – en løsning, der skaber både fællesskab og fordybelse.

Faciliteter og praktisk information

Shelterpladsen ligger lige nord for Østby Jollehavn, hvor der er mulighed for parkering. På pladsen findes bålplads, bænke, toilet med vand, drikkevand samt et udsigtspunkt. Alle er velkomne til at besøge området, også uden overnatning, og på pladsen formidles lokale historier gennem billeder og fortællinger.

Overnatning i shelterne er gratis, men skal bookes på forhånd. Medbring eget brænde eller køb brænde ved Østby Havn efter aftale med havnefogeden.

Shelterpladsen er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land og bruges både til friluftsliv, udeskoleforløb og arrangementer.

Share your wonders:

VisitFjordlandet © 2026
Danish