Naturoplevelser ved Selsø Slot:
Det er ikke kun muligt at opleve det gamle fine slot, men også et rigt fugleliv ved Selsø Sø, hvor man kan gå en tur langs fjorden til overdrevet, Skrivernæbbet eller opleve det hele fra vandsiden i kano.
Lån en kano
Nationalpark Skjoldungernes Land har lagt seks nationalpark-kanoer ud, så man gratis kan opleve fjorden om sommeren. Der er tre kanoer i Møllekrogen og tre i Gershøj. Med nationalpark-kanoerne kan man få en skøn oplevelse på Roskilde Fjord, uanset om man sejler mellem Møllekrogen og Gershøj, eller blot tager en lille rotur ud fra en af pladserne. Kanoerne kan lånes hele sommeren helt gratis og skal bare låses op med en 20’er ligesom en indkøbsvogn.
Snup en dukkert
Hvis man er en vandhund kan man kombinere sit besøg på Selsø med en dukkert ved enten Sønderby Strand eller Gershøj Strand. I Fjordlandet er det nemlig masser af muligheder for at blive kølet af. Slå et smut forbi Vester Strand ved Jægerspris med det lave vand og lange badebro eller Kulhuse Strand som ligger på Hornsherreds allernordligste spids, der hvor Roskilde Fjord møder Isefjord og ender i Kattegat.