Slå stalddøren op til … økologiske smagsoplevelser

Vil du også hellere købe dine grøntsager dér, hvor de gror, end nede i supermarkedets grøntafdeling? Fjordlandet er Københavns forhave, ikke engang en times kørsel fra storbyen, og herude kan du få økologiske kvalitetsprodukter, direkte fra marken og stalden: Alt fra jordbær til gris, hjortegrillpølser og kvædepilsner. Vi viser vej til nogle af områdets bedste gårdbutikker.

1. JORDBÆR, GEDER OG FRISKTAPPET MÆLK

Svanholm Cafébutik

For enden af den smukkeste linde-allé langt ude på landet i Hornsherred finder man det berømte storkollektiv Svanholm. Det 51 år gamle bo- og arbejdsfællesskab er i dag kendt for økologisk landbrug – og for sin hyggelige cafébutik. Her serveres kaffe, kage og småretter, og du kan købe lokale produkter og kollektivets egen avl. Du kan f.eks. tappe mælk fra hanen, leveret direkte fra de flotte Jersey-køer i stalden. Det er bl.a. Svanholm, der leverer mælk til de lækre Hansen-is, der produceres i det smukke gamle mejeri i Lyngerup bare fire kilometer væk.

Om sommeren kan du plukke dine egne jordbær i marken. Den perfekte udflugt for børnefamilien, for man kan også klappe geder og besøge stalden med de nuttede kalve. Årets højdepunkter er øko-dagen om foråret, hvor køerne kommer på græs, og efterårets høstmarked.

Køer på Svanholm

Køer på Svanholm

2. ØKOLOGI & DÅDYR – FOR BØRN OG GRILLMESTRE

Valnødlund

Økologisk hjortekød, saftspændte jordbær, gylden honning, der summer af sødme, og  kartofler, der smager af landliv. Bare et udpluk af alt det, du kan finde på hylderne i den økologiske gårdbutik på Valnødlund, et par kilometer uden for Roskilde i landsbyen Glim. Valnødlund driver bl.a. en økologisk hjortefarm, og grillentusiaster kan gå hjem med ny inspiration som f.eks. økologiske hjortegrillpølser.  Dyrene vises gerne frem for børnene, og gårdbutikken har også børne- og familievenlige arrangementer som høstmarked og økologiske sommerkoncerter.  Har du ikke tid til en tur på landet, kan du shoppe i gårdbutikkens velassorterede webshop.

Lejre_Valnødlund_gårdbutik

Lejre_Valnødlund_gårdbutik

3. ØLHUNDENS ØKOFAVORIT

Herslev Bryghus

Alene navnet sætter gang i mundvandet  hos denne verdens øl- entusiaster, men stedets lækre gårdbutik har meget andet at byde på: Frokost, bygget op omkring dagens høst, mel fra markerne, eddike lavet på øl og udskæringer af Angus-kvæg er bare nogle af lækkerierne. Alt er lavet af små producenter i Herslev og omegn. Øllen er naturligvis hjemmelavet – var det f.eks. noget med en økologisk landøl eller kvædepilsner? Ingredienserne kommer selvfølgelig fra gårdens egne marker. På gården i de idylliske omgivelser ved Store Kattinge Sø og Roskilde Fjord inviteres der jævnligt til events som weekendbrunch, ølsmagning, fællesspisning  – og hold nu fast – ølyoga, hvor anstrengelserne involverer øl.

Herslev Bryghus

Herslev Bryghus

4. GRØNTSAGER FRA STALDDØR OG LÆKKERT KØD

Stensbølgård

Charmen ved supermarkedets grøntafdeling blegner en smule, når du først har købt dine økologiske grøntsager i stalddøren på Stensbølgård. Her får du nemlig de vidunderligste omgivelser med i købet. Det økologiske landbrug ligger i idylliske Hornsherred mellem Roskilde Fjord og Isefjord, og i gårdbutikken sælges et stort udvalg af egenproduktionen: Honning fra bistaderne, grøntsager, grillpølser og hængt og modnet oksekød fra eget opdræt. Gårdens malkekøer leverer økologisk mælk til de berømte Hansens Flødeis, der også produceres på den lille halvø. Stensbølgård inviterer hvert år til bl.a. høstmarked og økodag, hvor man kan se ”køerne danse” af glæde over at komme på græs igen.

Solsikker fra Stensbølgård

Solsikker fra Stensbølgård

5. Udegrise og friske grøntsager 

Selsø-Øko

Tag familien under armen, kom tæt på dyr og marker og oplev lidt af livet på landet hos Selsø-Øko. Den hyggelige og Danmarks måske mindste gårdbutik byder på både kød fra egne frilandsgrise, friske grøntsager samt hjemmelavede marmelader og syltede bær. Selsø-Øko leverer deres lækre, økologiske produkter til både restauranter og cafeer i Frederikssund og omegn og i København.

Selsø Øko Høstmarked

Selsø Øko

6. Masser af hønserier

Hegnsholt

Familien på Hegnsholt glæder sig til at byde jer velkommen til den hyggeligste dag på landet. Gå en tur i det naturskønne område – der er flere ruter, så der er noget for alle. Kom tæt på gårdens mange grise, høns og får og deres dyrebørn. Besøg den lille gårdbutik med et stort udvalg af gårdens egne produkter.

Æg fra Hegnsholt

Æg fra Hegnsholt

7. Æblemjød er gudedrik

Snoremark

Snoremark er et professionelt mjødbryggeri, der brygger dessertvine, som kan tilfredsstille selv kræsne ganer. Bryggeriet har vundet flere priser for sine gyldne dråber. Tag en rundtur på bryggeriet med smagninger af de forskellige dessertvine og hør nogle af de gode historier, der knytter sig til bryggeriet og produkterne. Der er også mulighed for at presse sin egen honning, som man kan få med hjem på glas. I juli og august er der også mulighed for tilkøb af picknickkurv fra Restaurant Grundsmag, som I kan nyde sammen med en mjøddrink eller en alkoholfri sommergløgg.

Snoremark Mjødbryggeri

 

 

Smag på Fjordlandet

Find smagsoplevelser i Fjordlandet.

Herslev Bryghus

Herslev Bryghus er dejlig, økologisk mad, lækre produkter og selvfølgelig - masser af lækker øl!

Cafe Florentz

Florentz Cafe & Brasserie ligger i hjertet af Roskilde by og byder på cafeklassikere krydret med lækre aftenretter

Hegnsholt 

I gårdbutikken på Hegnsholt finder du økologisk kød og æg fra fritgående, økologiske dyr i små flytbare huse.
  • I nyhedsbrevet deler vores rejseeksperter deres bedste tips og råd til events, tilbud og ture i Fjordlandet.
    Læs Fjordlandets Private Policy
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  Tilmelding til nyhedsbrev
Tilmeld dig Fjordlandets nyhedsbrev

I nyhedsbrevet deler vores rejseeksperter deres bedste tips og råd til events, tilbud og ture i Fjordlandet.

×