En del af Fjordstien: Fra Roskilde til Herslev

Fjordstien er en af landets smukkeste cykelruter. Ruten i sin fulde længde er 230 km lang, men her fokuserer vi på den del af ruten, som du kan opleve i og omkring Roskilde.  

Vi tager dig med på ca. 20 km, der fører dig langs Roskilde Fjord og gennem skov og landsbyidyl i Nationalpark Skjoldungernes Land. Kør gennem det smukke Sct. Hans område, nyd udsigten over Sjælland og husk at holde pauser undervejs. Flere steder kan du tage et hvil og nyde en forfriskning.

  • Længde: ca. 20 km ud af 232 km i alt 
  • Sværhedsgrad: Alle kan være med 

Start din tur på Fjordstien i Roskilde

Turen starter i centrum af Roskilde, hvor den storslåede Domkirke udgør byens naturlige midtpunkt. Kirken er med sin særlige plads i danmarkshistorien en attraktion i sig selv, og er da også på UNESCO’s liste over verdens umistelige kulturarv. Roskilde Domkirke er også det eneste sted i verden, hvor du kan opleve hele 40 kongelige grave samlet på ét sted.

Nyd en tur gennem de små, hyggelige gader rundt om kirken, oplev den middelalderlige kulisseStændertorvet og tag den skønne, korte tur til Roskilde Havn og Vikingeskibsmuseet 

Cyklister der starter deres cykeltur på Stændertorvet i Roskilde.
Cyklister der trækker deres cykler ved Vikingeskibsmuseet på Roskilde Havn

Cykel fra Vikingeskibsmuseet til Boserup Skov: Oplev Nationalpark Skjoldungernes Land og Roskilde Fjord

Fra Vikingeskibsmuseet går turen langs fjorden til naturområdet Kællingehaven, der er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land. Området indbyder til vandreture, og så kan du cykle eller gå ad små stier til Sct. Hans Have, der er en lille rekreativ perle, som altid byder på afslapning i hyggelige omgivelser og lidt godt at spise og drikke.  

Herfra går turen ad små stier gennem Boserup Skov, hvor de store træer og fjorden sammen skaber et hyggeligt landskab at cykle igennem. Det er oplagt at gøre et holdt ved Lerskrænten, hvorfra du kan nyde en af Danmarks smukkeste udsigter. Nyd synet af Roskilde Fjord og Ringøen. Her er både bord og bænke samt grill- og bålsteder, som indbyder til hygge uanset årstiden. Ankommer du til Boserup Skov om foråret, er det et oplagt sted at hoppe af cyklen og gå på “anemonesafari”. Boserup Skov er nemlig kendt for sine mange anemoner – og så kan du opleve hele tre anemonearter her. I Boserup Skov finder du også flere shelters. 

Pause og kaffe i Sct. Hans Have.

Fra Boserup Skov kan du tage turen til Herslev Strand og Havn. Her kan du nyde en forfriskende dukkert fra badebroen eller benytte bålplads, bænke og shelters.  

Und dig selv en kold øl og en frokost på Herslev Bryghus’ restaurant, Øl og Mad. Bryghuset er et økologisk gårdbryggeri, som bruger korn fra egne marker til ølproduktionen, og hvor hvert bryg har sin egen smag og historie.  

Fra bryghuset an du tage en lille afstikker og prøve færgeforbindelsen mellem Roskilde og Lejre Kommuner over Kornerup Å. Der skal ikke indløses færgebillet, til gengæld skal man selv lægge kræfterne i og trække sig over. 

Fra Bryghuset er der 8 km ad små veje og gennem hyggelige landsbyer til Lejre station, hvor toget går tilbage til Roskilde eller direkte til Københavns Hovedbanegård. strækningen oplever du landsbyidyl i Kattinge og passerer desuden Danmarks mindste kirke med spir – Kornerup Kirke 

Det er i øvrigt også værd at nævne, at Fjordstien er noget nær et madmekka, hvor få ekstra kilometer i sadlen belønnes med fantastiske smagsoplevelser. Vi har samlet en liste med nogle af områdets allermest fristende fristelser lige her.

Et udpluk af seværdigheder på Fjordstien:

Roskilde Domkirke
Roskilde Domkirke er Danmarks vigtigste kirkebygning; en gotisk middelalderkatedral, kongelig gravkirke med hele 40 kongegrave og udpeget af UNESCO som Verdensarv. 

Vikingeskibsmuseet 

Vikingeskibsmuseet i Roskilde kan du opleve fem originale vikingeskibe, der blev udgravet i Roskilde Fjord i 1962. De næsten 1000 år gamle skibe er udstillet i Vikingeskibshallen og står som sorte silhuetter med fjorden som levende bagtæppe. Fra maj til september kan du også stikke til søs i et af museets rekonstruerede vikingeskibe og få en smagsprøve på, hvordan det var at være viking på togt.  

Sct. Hans Have
Sct. Hans Have er en rekreativ have, et mødested med cafe og gartneri og et udflugtsmål tæt på både Roskilde by, Boserup Skov og Roskilde Fjord. Haven ligger tæt på fjorden og her kan du nyde din frokostplatte, kaffe eller hjemmelavede kage blandt krydderurterne i de smukke drivhuse.  

Boserup Skov 

På ruten kommer du forbi Boserup Skov, som er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land. og som omfatter et kæmpe område med smuk natur perfekt til vandreture og cykelture. – og vil du have lidt adrenalin i kroppen, byder skoven også på flere mountainbikespor.  

Er børnene med på cykelturen, kan I prøve kræfter med balancegang på “Midgårdsormen”, en balancesti på godt 300 meter, der nok skal udfordre både store og små. 

Herslev Bryghus
Herslev Bryghus er et økologisk gårdbryggeri med forankring i Fjordlandets smage. Her brygges der øl efter de samme terroir-principper som man kender fra traditionsrige vingårde, med råvarer der følger landskab og årstid, og korn fra egne marker. Nyd også frokosten i Øl & Mad 

Udvalgte cykelruter i Fjordlandet

Støttet af:

  • I nyhedsbrevet deler vores rejseeksperter deres bedste tips og råd til events, tilbud og ture i Fjordlandet.
    Læs Fjordlandets Private Policy
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.