
Lokale anbefaler: Børnevenlige fiskesteder
VisitFjordlandet har bedt en lokal fiskeentusiast, Anders Rugbjerg Hoppe, om at komme med lidt gode fiskesteder til børn. Anders bor selv i Osted, Lejre og tager ofte sine to piger på 4 og 8 år med på fisketur i Fjordlandet.
1. Avnsø i Bidstrupskovene
“Vi bruger generelt naturen meget, og især i weekenderne er vi gerne ude på tur. Mine to piger vil meget gerne med på fisketur hele året rundt og de elsker spændingen og sidde og se på om flådet bevæger sig. Med spinnere og blink kan man fange både aborre og gedder. Det er er en super fed måde at være sammen på og opleve naturen på.
Avnsø er helt klart et favorit sted når børnene er med. Her er der god mulighed for at fange skaller, aborre og gedder. Skaller er nemme og sjove at fange med børn. Jeg plejer at bruge lidt melklister (mel og vand blandet til en dejklump) og sætter et lille stykke på en enkeltkrog og flåd på linen.”
Husk: at være opmærksom på, hvor du må fiske – se skilt placeret ved borde/bænke-sætte”.
Tip: kombiner din fisketur med en sheltertur i Bidstrupskovene
Parkering: For enden af Tjørnehusvej.
2. Ørsted Ørredvand
Put and Take fiskesø
“Dette sted er også helt oplagt at tage hen med børn. Selv på en kold frostdag i januar kan det lade sig gøre at fange fisk.
Ørsted Ørredvand byder på hyggelige omgivelser med mange læskure og bordbænkesæt, hvor man kan sidde og spise sin frokost. Det er også muligt at tage en grill med og tilberede sin friskfanget regnbueørred eller medbragte pølser.
Der er også mulighed for at booke en hytte lige ned til søen, hvor man kan fiske direkte fra terrassen”.